Lucky Elephant: Star Sign Trampoline

cover-luckyelephant-starsigntrampoline-2009-300x300

Charmerende elefanter på lette ben

Det er smittende, humørfyldt og rigtig rart at stifte bekendtskab med britiske Lucky Elephant. Det er indie-pop på en finurlig og gennemtænkt måde, og melodierne varierer mellem at være fængende og iørefaldende i vokalen og at træde i karakter i den spraglede og alsidige instrumentering.

Hvor klaverer, accordion og marimbaer tager overtaget bliver det livligt og lækkert, mens forsanger Emmanuel Labescat har lidt vanskeligere ved at bære læsset på sine smalle skuldre, selv når melodierne er stærkt skrevne. Men som resten af bandet og bekendtskabet, har Labescat en charme og tiltalende varme, der virker indtrængende og intim på lytteren.

”Edgar” har et svingende klaver-tema, der går igen fra start til slut, og som giver et lækkert twist på en ellers lidt indelukket indie-popsang. ”Red Ties vs. The Bees” er indledningsvis en rendyrket klaver-ballade, mens Emmanuel Labescat fremstår med en umiskendelig fransk accent, der kan virke lidt irriterende, men som dog bliver acceptabel, når man vænner sig til den. Skæringen udvikler sig fint til en vis grad af storladenhed med guitar og forvrængning, mens ”The Pier” atter trækker den letbenede elefant ned i tempo med accordion-akkompagnement og kejtet vokal, der trækker i mere traditionel britisk indie-retning.

Vi nærmer os noget mere psykedelisk på ”Modern Life, Changing People”, der har et østerlandsk snit, der trækker minder om en afdæmpet udgave af Kula Shaker, mens der er lækkert og velfungerende lige-i-øret hitpotentiale på ”Reverend Tilsley & His Magic Lantern”, der ikke desto mindre vil have en udfordring i forhold til hitlisterne i Emmanuel Labescat førnævnte alternative tilgang til vokal-kunsten.

”Burn Down The Acres” er en lækker instrumental mellemregning, mens ”The Beginning” er skåret ind til benet, og her sætter Labescat sig for alvor i karakter med en indtrængende og stærk vokal på en udmærket melodi, der hører til blandt albummets mest velkomponerede.

Produktionen er tro mod de mange instrumenter, der har en autentisk lyd og en velbalanceret variation mellem skurrende elektriske guitarer og varmblodige legetøjsagtige klaverer, blæseorgler, klokkespil og marimbaer. ”When You Fall To Earth” bliver måske en tand for mystisk, ”Neptune” med al sit fingerspil kommer til at minde om Kings of Convenience med en lidt for spinkel melodi, men til gengæld sikrer den fine og totalt afdæmpede klaverballade ”Timebomb”, at albummet slutter fornemt, selvom pilen peger lidt nedad i den sidste fjerdedel af samlingen.

Generelt har Lucky Elephant leveret en stærk overraskelse, der med sin lethed, spinkelhed, charme og generthed, fortjener langt større opmærksomhed, end den med statsgaranti nogensinde vil opnå. Det er lækkert, det er velgjort, det er anderledes, det er personligt, og det er pop på den fede, kunstneriske – men stadig tilgængelige måde. Det fortjener masser af respekt og fine ord, og briterne er absolut alle anbefalinger værd.

Tags from the story
,