LUTH: Feverish

cover-LUTH-Feverish-2013-300x300

Pop er til tider blevet et skældsord, og det er synd. Bare fordi noget er poppet og let tilgængeligt, behøver det ikke være uden sjæl og nerve, og det glemmer mange. Nu er jeg selv tilhænger af, at man er åben overfor så meget som muligt, og bare fordi det har fået mærkatet pop, så burde det ikke skræmme nogen væk. Ordet gulity pleasures bruges mange gange om popmusik, når man er lidt flov over at høre det. Noget der egentlig er en fejl. For hvorfor være  flov over en bestemt musikgenre, der skiller sig ud ved at være harmonisk vel producerede og lige til at dykke ned i? Pop behøver jo ikke være lig med Britney Spears, ABBA, Take That og Michael Buble. Derfor er det faktisk med glæde, at vi kan konstatere, at den danske popmusik anno 2013 trives rigtig godt. Panamah, Ramus Seebach, Aura osv. holder fanen højt for den udskældte genre. Et andet band der for nu godt seks år siden også viste sig at have pop i blodet, var Sparkline June der storhittede på P3. Gruppen er nu passé, men et af medlemmerne derfra, Simon Luth, har langt fra lagt guitaren og omkvæd-tekst-omkvæd-skabelonen fra sig. Han har nu besluttet sig for at gå solo under navnet LUTH, hvor han vil være garant for varierende pop med symfoniske lag-på-lag lyd og diverse intime sjælere. Albummet Feverish er så Simon’s svar på pop her i 2013, og det gør han overvejende godt, men ikke tilstrækkelig overbevisende.

Amibtionerne er høje det mærkes allerede fra starten af, hvor lytteren inviteres indenfor med sangen “Defenders”. En stor anlagt pophymne der med hastige akustiske guitarakkorder og rytmiske slag på stortrommen lægger op til omkvædet der mest af alt minder om Melodi Grand Prix. Dette faktum kan enten udnyttes, hvor man trutter rent flag, eller også undskylder man sig, og dermed kan det hele blive lidt forkrampet. Heldigvis går LUTH all in, og sangen ender med at blive en charmerende poprus og en fin uptempo start på Feverish.

De to efterfølgende numre “Welcome The Boy” og “Easier” går musikalsk i “Defenders” fodspor. Uptempo, masser af guitar og stort orkestrerede lydlandskaber,  hvor omkvædet er i fokus. Dog bliver det lidt “cheesy” på “Welcome The Boy” hvor et “åh oh åh” kald kommer på.

Noget der desværre falder en lidt i ørerne, er de noget stereotype og kedelige tekster, som Simon har skrevet. Eksempelvis i sangen “We Still Remain”: “seasons change but we still the same / people change but we still the same / we’re still the same / my love and I”. Det der også er langt tilbage at ønske, er, at mange af ordene bliver gentaget for mange gange. Det høres næsten i alle sangene, og det er trættende i længden.

Den intime “Breach” er meget smuk og oprigtig. Her forenes akustisk guitar og Simon’s stemme flot. Tim Christensen lever bestemt heller ikke forgæves på “She Moves”, der har dog potentiale til mere, men kommer til at virke lidt for polerede og udstrakt.

Så selvom at Feverish gerne vil imponere så mislykkes den i forsøget, fordi dens sange ikke har nok på hjertet, og så tager produktionen meget af charmen fra LUTH’s lyd univers.

Skriv et svar