Lyhne/Foss: Lyhne/Foss

Electro-pop med varieret succes

Den danske gruppe Lyhne/Foss debuterer med en lille EP, som de har valgt at opkalde efter bandnavnet. Bandnavnet dækker over en duo bestående af sangerinden Iben Foss og musikeren Mathias Lyhne. Førstnævnte navn kendes blandt andet fra Joe & Honey, mens sidstnævnte også har gjort sig bemærket med bl.a. Altmodisch og Lad De Små Børn Lege.

Lyhne/Foss starter med elektronikken i centrum på #1, mens der er en klart mere indsmigrende popstemning på #2, hvor det drømmende udtryk står som meget klædende for Iben Foss’ lyse næsten skingre vokal. På #3 er elektronikken atter mere fremherskende, og i momenter er det de store synth-flader, der tager førertrøjen, men som nummer er dette generelt ganske afvekslende og omskifteligt.

Styrken hos Lyhne/Foss er, når Iben Foss får den plads, der er påkrævet til hendes vokal. Det sker ikke ofte nok, men på #4 fungerer samspillet til fulde, og her er de små nakkehår på overarbejde. Jeg kunne undvære de mest brutale dippedut-lyde undervejs, men generelt får duoen på dette nummer skabt en gribende og storartet stemning. Den varer ikke ved EP’en ud, for #5 har atter synth-fladerne længst fremme i lydbilledet, mens Iben Lyhne er gemt længere væk.

Det er synd, at Lyhne/Foss ikke lader vokalen trække læsset i højere grad. De steder, hvor dette er tilfældet, er der et storartet potentiale, og Iben Foss fremstår som en karismatisk og stærk vokalist. Lad hende få pladsen og lad den elektroniske back-up være ligeså stærk og underspillet som på de stærkeste steder på denne EP, så er der store sager i vente fra denne duo. Men det kræver altså en større afstemthed at få det optimale ud af duoens stærkeste sider.

Tags from the story

Skriv et svar