En mere fyldig udgave af M. Ward

Matt Ward er en af de få kunstnere, der har sin helt egen lyd. Fanget i en tidslomme leverer han den ene tidløse sang efter den anden. Lyden er frisk og sprød, men på samme tid er den nostalgisk, og sangene emmer lige så meget af 50erne som af det nye årtusind. På grund af det nostalgiske element i Wards musik er han en af den slags kunstnere, der gør sig bedst på vinyl!

På Hold Time holder M. Ward fast i sine varemærker; den fingerspillede guitar er sammen med Wards vokal stadig centrum, og så varer sangene sjældent meget mere end tre minutter. Men der er også kommet mere fyld i numrene i form af større arrangementer. Den fingerspillede guitar har i højere grad fået selskab af blandt andet strygere og keyboards, og sangene har fået et mere rocket touch. Melodierne er også blevet gladere, hvilket især høres på et nummer som ”To Save Me”, der i øvrigt gæstes af Jason Lytle fra Grandaddy.

Den fyldigere og, til tider, mere rockede tilgang til sangene er måske et udtryk for en mere udadvendt holdning til musikken i forhold til forgængeren Post-War (2006), der var et mesterværk udi det afdæmpede og indadvendte. Det er stadig umiskendeligt M. Ward, men hvis man forventer et album som Post-War bliver man skuffet. Hold Time er til lysere og mere optimistiske tider – men måske desværre M. Wards mindst vellykkede album til dato.