Marianne Faithfull: Horses and High Heels

Stærke enkeltnumre – knap så stærk helhed

Det har været et begivenhedsrigt liv, Marianne Faithfull har ført. Den 64-årige engelske sanger og skuespiller har været en del af den mere brogede musikscene siden midten af 60’erne, og afbrudt af diverse stof-pauser i karrieren, har hun været mere eller mindre aktiv siden – enten som solist eller som medvirkende hos navne som Rolling Stones – og i karrierens efternavn hos Metallica.

Det hårde liv som stofmisbruger, hjemløs og som del af midtpunktet af den på mange måder eksperimenterende rockscene i 60’erne og 70’erne, har dog sat sine præg, og Marianne Faithfulls vokal er absolut mærket – og rusten. Det er en styrke nogle steder, mens det andre steder giver et excentrisk og flot særpræg, når stemmen understøttes bedst muligt.

Siden årtusindskiftet har Faithfull som solist været langt mere produktiv end tidligere, og det seneste album Horses And High Heels viser hende som en sangerinde, der stadig kan slå gnister, når arrangementerne giver hende det nødvendige skub bagi. Det sker for eksempel på den Rolling Stones-agtige ”No Reasons”, ligesom det slår gnister på albummet første single ”Why Did We Have To Part”.

For det meste er Faithfull i problemer, når arrangementerne er sparsomme, og det er egentlig kun på ”Love Song”, at hun for alvor lykkes i en downtempo sang. ”Goin’ Back” hører også til i omegnen af denne kategori, og den er sammen med ”The Stations” og ”Prussian Love” blandt de bedre numre på albummet.

Når Marianne Faithfull ikke lykkes med albummet som en helhed, så er det fordi forsøgene på at skabe diva-stemninger ved det store flygel, som på ”The Old House” ikke lykkes. Det er fordi de klassiske soul-eksperimenter som på ”Back In Babys Arms” ikke har den nødvendige dybde til at komplimentere den rustne stemme. Det samme gælder den lidt for glade og letlevende ”Eternity”. Og så er der de numre, der ganske enkelt ikke er gode nok.

Det bliver omtrent til at halvt album, der er omgærdet af en vis magi og excentricitet, og som derigennem har et bemærkelsesværdigt niveau. Men det bliver også til et halvt album, der står som legeplads og fyldnumre, og som ikke er specielt vellykket. Derfor bliver Horses and High Heels et album, der skal overleve på de bedste enkeltnumre – ikke som album.

Tags from the story

Skriv et svar