Martin Lærke: Indtil vi ses igen

Gennemsnitlig dansk pop – med enkelte plusser

Den danske sanger Martin Lærke debuterer med albummet Indtil vi ses igen, der er et akustisk og ukompliceret album, der musikalsk bevæger sig i den poppede genre med en soul-præget vokal og tekster, der ikke vælter eller ændrer verden, men til gengæld uden de store dikkedarer er til at forstå for hvem som helst.

Ikke desto mindre er teksterne akilleshælen ved dette album, for af og til bliver teksterne så banale og enderimene så søgte, at det bliver en tand for kluntet til, at jeg kan ignorere det lidt for overfladiske i udtrykket.

Målgruppen er klart den modne af slagsen – P4-publikummet – og både musikalsk og udtryksmæssigt gælder det først og fremmest om at please flertallet. Ikke alle ord passer på versefødderne, men Lærke forsøger så vidt muligt at imødekomme dette ved at skynde sig at komme igennem de enkelte fraseringer, og det giver ikke et udpræget positivt udfald.

Når Martin Lærke alligevel fortjener nogen opmærksomhed og skulderklap, så er det, når han udfordrer sig selv med arrangementer, der giver plads til løbskslupne klarinet-soli og andre små tiltag, der giver et lidt sprødere lydbillede – som f.eks. på ”Kysser dig blidt”. Desuden fornemmes en tættere personlighed og et mere integreret nærvær på ”1000 tanker”, der står som albummets bedste. Og så er den fine afslutter, “Sommerfridag”, en nydelig lille vise, der har humør og nærvær nok til at sikre et fint resultat.

Generelt har jeg dog svært ved at finde den helt store overordnede jubel over dette album, der kun for sjældent træder udenfor det lydbillede, der virker temmelig gennemsnitligt for modne danske sangere og sangskrivere. Det er udmærket håndværk, men jeg mangler det reelle særpræg, der gør, at Martin Lærke fremstår som en solist, der har fundet ind til sit helt eget udtryk. Talentet kan sagtens bære ham derhen i næste forsøg, men det lykkes altså ikke helt her.

Tags from the story

Skriv et svar