Marvins Revolt: Patrolling The Heights

cover-marvinsrevolt-patrollingtheheights-2009-300x300

Tredje gang er ikke lykkens gang for evigt lovende dansk trio

Marvins Revolts tredje langspiller Patrolling The Heights er en rockplade som et stykke ad vejen er god, men ikke holder hverken momentum eller melodisk tæft hele vejen hjem. Trioen har progredieret deres sound over tid og har, især i udlandet, høstet positive anmeldelser. Fra debuten Fell In Love With Tanks And Sattelite’ støjrock i Sonic Youth klæder, over Killec’s kompetente og noget komplekse mathrock, er Marvins Revolt nu landet på noget som kunne kaldes mathpop, med sin mere åbne og umiddelbart melodiøse lyd. Dermed ikke sagt, at det er blevet middle of the road, eller radiovenlig pop til hvermandseje, for der er stadig abrupte skift i både tempo og retning og uventede og uforudsete tromme og guitarrundgange, masser af steder på Patrolling The Heights. Mathrocken kan Marvins Revolt altså stadig ikke helt slippe, men udtrykket er blevet mere tilgængeligt, og de omskiftelige og indimellem modale toner, som tidligere kunne være både drillende friske, men også krævende, fylder nu mindre og sparkes kun ind i mindre doser og det klæder faktisk bandet. Denne gang rammer de en god blanding af genkendelige og næsten poppede strukturer, med stramme komplekse udbrud, som gør materialet mere imødekommende.

Patrolling The Heights lægger ud med numrene ”Siberian Outer Boundries” og ”Siberia”, der lyder som et dobbeltnummer, i hvert fald glider de sammen på fornem vis og er med sin rastløse energi og brunstige math attack, en fuldstændig fremragende åbning, som er tæt på at blæse en bagover. Her hersker ypperlig fornemmelse for den gode melodi, fine vokaler og forfriskende agiterende råbekor, i skøn forening med korte præcise hug af bas og guitar, som både har rå kant og en perfekt kombination af tyngde og lethed, det hele holdt sammen af et kongenialt og attakerende trommespil – tøndetærskene sidder simpelthen knivskarpt og produktionen fra amerikaneren T. J. Lipple får alt til at fremstå krystalklart. Den start bliver paradoksalt nok Marvins Revolts akilleshæl, for det fejende flotte nummers kvaliteter bliver en engangsforestilling, hvis lige ikke nås igen på et eneste af de efterfølgende syv numre.

”Organize Your Arms” er en energisk lille sag, med et godt og smittende klaverstykke midtvejs i nummeret, som Marvins Revolt desværre afslutter med nogle uptempo håndklap og råbekor, som virker noget overgearede. ”Taking One For The Nation” er som snydt ud af næsen på Raveonettes, dog i en mere dagslysbaseret udgave, men der mangler noget substantielt, som vækker lyst til gentagende lyt.

Det samme gør sig gældende på ”Antique Markers”, som har rigtigt gode momenter, men det bliver kun lige ved og næsten til at udgøre at nummer, som man bare må vende tilbage til.

”Doctors, Hospitals” og ”Parliament” er begge funderet i politisk korrekte paroler og meninger, og de løftede moralske pegefingre kan man enten lade sig provokere af eller synes godt om. Personligt synes jeg, at det er gjort noget gumpetungt og forsøgt proppet ind med alt for store skeer. Uanset hvordan man anskuer det, ville det være mindre betydningsfuldt hvis bare musikken har gode kvaliteter, men heller ikke her, bliver jeg beriget. Det er jævnt kedeligt og jeg sidder og tænker på den snarlige aftensmad, i stedet for at være optaget af det der kommer ud af højtalerne.

Patrolling The Heights lukker med ”Likewise” og ”Like Wires”, bemærk ordspillet, og førstnævnte står stærkest, med lækre og grandiose synthflader, mens guitaren fuldender lydbilledet med melodiøse guitarrundgange. ”Like Wires” er Patrolling The Heights stille exitnummer, med strygere og marchlignende trommer, men vokalen er ikke interessant nok og der mangler i det hele taget en væsentligt stærkere melodi, hvis det skal sidde i skabet.

Marvins Revolt kan med sine skæve indfald og energiske call and response kor og abrupte musikalske krumspring, minde lidt om Modest Mouse eller det tidlige Franz Ferdinand, men trioen mangler begge bands’ udprægede fornemmelse for holdbare melodier.

Med en spilletid på beskedne 25 minutter er Patrolling The Heights ikke god nok, specielt ikke når en del af materialet enten halter lidt eller decideret keder. Marvins Revolt er utvivlsomt dygtige musikere, men vokalarbejdet er lidt tyndt og bandet formår ikke, at udnytte deres musikalitet kompositorisk, så de mindeværdige numre udebliver desværre. Samtidig er T. J. Lipples produktion generelt for fersk og man savner en mere kras og aggressiv lyd med mere tyngde, når revolterne for alvor sparker røv.

Et enkelt supergodt nummer og tre stykker som er helt okay, er altså for lidt efter to års arbejde.

Tags from the story

Skriv et svar