Mavis – Presented by Ashley Beedle & Darren Morris

cover-mavis-diversekunstnere-presentedbyashleybeedleanddarrenmorris-2010-300x300

Smitsomme og sjælfulde stemninger

Mavis – Presented by Ashley Beedle & Darren Morris er et projekt, der inden nærmere bedømmelse kræver en nøje introduktion, for der er et tale om et både specielt og interessant projekt. Præsentationen får du serveret af din kære anmelder her: Producer og DJ Ashley Beedle har sammen med sin musikalske kollega Darren Morris en fælles forkærlighed for 60ernes og 70ernes store soulgruppe Mavis Staples and the Staples Singers, og det satte gang i deres projekt, som de kaldte for Mavis. Inspireret af Staples’ musik kreerede de et instrumentalt album, med det formål at lade komtemporære sangere lægge tekst og vokal på numrene. Det leder mig frem til hele omdrejningspunktet for dette album: Musikken er skabt af umiddelbare følelser og stemninger affødt af at lytte til Staples. Tekst og vokal har sangerne på samme måde skulle tilføje musikken – på baggrund af stemninger i den nye musik.

Det er fornemme navne Beedle og Morris har fået fingrene i. På åbningsnummeret “Gangs of Rome” synger Lambchops Kurt Wagner, som vi kender ham, og stemningsmæssigt ligger det ikke langt fra hans normale hjemmebane. Det er afdæmpet, det er soul og det er ganske og aldeles behageligt. Grundlæggende er stemningen og kvaliteten af samme høje kvalitet gennem hele albummet, men frygt ikke at det på noget tidspunkt bliver ensformigt. Sangerne der gæster albummet har hver sin stil, en unik indlevelsesevne og rammer plet i forhold til musikken på hver sin måde.

Ed Harcourt vinder rigtig meget ved at prøve kræfter med den soulede stemning, og John Turell leverer en vokal som synes skabt til musikken. Legendariske Candi Staton folder sin soulvokal ud på “Revolution“, som nærmest virker som skrevet til hende. Det er spændende at høre etablerede navne som Edwyn Collins, Cerys Mathews (tidl. Catatonia) og Sarah Cracknell (St. Etienne) give deres bud på fortolkninger af musikken. Samtidigt er det smukt at høre unge navne som Cherilyn MacNeil (Dear Reader), Danielle Moore (Crazy P) og færøske Disa komme med et ungt og umiddelbart bidrag.

Alle vokalister er hermed nævnt, og det ville også være urimeligt at fremhæve enkelte frem for andre på dette stemningsfyldte album, hvor Staples, Beedle/Morris og ti meget velvalgte sangere bare synes at have smittet hinanden med en stemning, og at det hele er blevet så gennemført og sammenhængende er ganske imponerende. Forvent ikke at opleve et musikalsk banebrydende projekt med de store armbevægelser. Læn dig tilbage og nyd et musikalsk sammenskudsgilde, af hvilken jeg gerne så flere af slagsen.

Skriv et svar