McIntoshRoss: The Great Lakes

cover-mcintoshross-thegreatlakes-2009-300x300

Velmenende og kønne skotske toner keder i længden

Den skotske duo McIntoshRoss består af ægteparret Lorraine McIntosh og Ricky Ross. De har igennem mere end tyve år spillet on/off i det millionsælgende band Deacon Blue, men har nu valgt at udtrykke sig som duo. Det er der kommet et kønt, velfriseret, velspillet, og fuldstændigt tandløst album ud af.

The Great Lakes er spækket med gode intentioner, velmenende holdninger og romantiske billeder af et, sikkert rigtigt godt, ægteskab. Begge mennesker er velklædte og nydelige at se på og de udtrykker stor kærlighed for hinanden og life in general over de tolv skæringer på albummet. De deler vokalerne ligeligt og synger bestemt ikke dårligt, men heller ikke på nogen måde unikt eller spændende.

Hele The Great Lakes er inficeret af politisk korrekthed og en særdeles misundelsesværdig ægteskabelig glæde. Det bliver bare næsten for meget og der går altså Keld & Hilda i McIntoshRoos parret og man er tæt på at kløjs i al pænheden.

Musikalsk er det spartansk instrumenteret, hvilket for så vidt er fint, men det stiller altså særlige krav til både melodimaterialet og stemmernes musikalitet og specifikke fremtoning. Her taber McIntoshRoss deres sange på gulvet, for de er glemt næsten før de er ført til ende. Utallige gange falder man som lytter i staver og mister interessen for det velmenende ægtepars historier og skotske viser. Indimellem falder lidt dæmpet twang guitar ind fra siden, indimellem forsøges hulheden pumpet lidt op af diverse strygere, men aldrig formår de at løfte sig fra det kedelige. Den diversitet eller komplimentære effekt mand/kvinde vokalerne burde give sangmaterialet udebliver og det bliver i bedste fald kønt og ufarligt, mens det står på.

I længden bliver det så sukret og blødt parfumeret, at man føler den samme kvalme, som når man har indtaget for meget god chokolade. Der mangler i høj grad noget syrlighed og kant til det fløjlsindpakkede lydbillede. Der er momenter af skotsk højstemthed indlagt floromvunden lyrik og det bliver en anelse vammelt i længden. Havde McIntoshRoss haft Lows subtile elementer eller særegne stemmer, ville de have tilført The Great Lakes væsentligt mere substans og karisma og man ville have haft mere lyst til at hænge på og gå på gentagne besøg i duoens sange.

”All My Trust I Place In You” og ”Mount Juliet” bryder lidt med den ferske og anonyme lyd og har tiltag til gode melodier, uden at tryllebinde eller på anden vis fascinere. Ellers hænger en scottish pub stemning ala Jane & Shane ved hele cd’en og hverken vokalerne eller melodierne er gode eller interessante nok til, at bære et helt album. Allerværst står det til på henholdsvis ”Silver And Gold” og ”Oh The Dark”, hvor der pludselig går traditionel sydstatscountry i parret, med håndklap og Dolly Parton stemning.

Udgangsnummeret ”This World Is Not My Home” har en vis grad af charme, men da er det alt alt for sent og man har for længst resigneret og mistet interesse for The Great Lakes.

Tags from the story
,

Skriv et svar