Megafaun: Megafaun


Megafaun har ikke travlt, og tager det helt stille og roligt. De lægger da også godt ud med den lidt jammede ”Real Slow” som intronummer, hvor forsangerens vokal slanger sig over dovne trommer og en guitar der triller ud ad landevejen med bassen som følgesvend.

Megafaun er bandets selvbetitlede debutalbum med 14 indie-folkede numre og et ubetitlet 15ende nummer, der holder sig inden for den gode gamle indie-folk-genre. På andet nummer ”These Words” folder bandet sig mere ud instrumentalt med sære lydtableauer, der skingert og umelodisk fletter sig mere eller mindre diskret ud og ind af en ellers organisk komposition. Ideen er sikkert god nok, men udtrykket irriterer min øregang en anelse i stedet for at kæle for den.

Generelt forsøger Megafaun sig med et følsomt indie-folket udtryk, som måske er ved at være lidt slidt. De benytter den gode gamle konstellation guitar, bas, trommer plus noget elektronisk hurlumhej til fantasifulde indslag undervejs. Vokalen er fin og klæder instrumentalsiden godt, og får også mere plads til at folde sig ud senere på albummet, samt får dybde med godt backup-kor fra de andre drenge. Men det er dygtige musikere vi har med at gøre, der mestrer deres instrumenter til fulde, og det er en fornøjelse at lytte til.

På ”Second Friend” og efterfølgende ”Resurrection” vises der noget mere nerve og tilstedeværelse end de første lidt vattede numre. Starten af albummet gav mig følelsen af, at bandet sad helt nede i den anden ende af en stor sal og klimprede diskret på strengene. Den anden halvdel af albummets kompositioner føles mere som om forsangeren hvisker tillidsfuldt ind i mit øre. På ”Scorned” kommer der mere blues og folk ind over med næsten klagende country-guitar, der hyler mod månen og distorted sender sin klagesang ud i en flot solo, der runder numret af. Også på det efterfølgende ”Serene Return” leges der med lydtæppet – men her noget mere succesfuldt end på skæring to ”These Words”. Nummeret tager lidt form af en slags overgangsnummer med kun vokalfraseringer henover og ingen egentlig lyrik. Der afsluttes med lidt akustisk guitar, der smelter direkte over i næste nummer ”You Are the Light”, der glider ubesværet videre, som et lys der viser vej. Et rigtig fint nummer, der puster en i nakken og hylder kærligheden som det højest opnåelige og skyer had og negativitet. På sidste betitlede nummer ”Everything” har bandet fået besøg af en kurrende kvindevokal i en fin duet, der rigtig folder armene ud og synger mod skyerne med messingblæsere og hele baduljen. Efter lidt tid kommer det skjulte nummer frem, som er lidt af en jamsession med højt humør og gang i den.

Ved første gennemlytning var jeg ikke så imponeret, men snarere lidt irriteret over en lyd der er så gennemtrængende et udslag af tidens indie-ondt-i hjertet-men-behandler-smerten-med-guitar-mellem-høje-træer ligesom deres gode ven Bon Iver, som drengene da også engang har delt bandnavn med under DeYarmond Edison fra 2002 – 2006. Men efterhånden vokser bandet på mig og jeg slapper af i selskab med de tre skæggede drenge, og er helt bestemt klar til at læne mig tilbage en anden gang med indie-folkede Megafaun ud af højtalerne.

Tags from the story
, ,