Melting Walkmen: Why Did You Kill All Those Flowers?

Hello eighties!!

Finder man den tidlige postpunk ensformig, stiv og prætentiøs, skal man holde sig langt væk. Men er man begejstret for genren som undertegnede, er der ingen vej udenom de danske debutanter i Melting Walkmen.

Kvintetten kender deres virkemidler til fingerspidserne og skriver ganske habile numre. Kolde keyboards – bastant, rudimentært og stift trommespil – huggende bas- og guitarakkorder og mekanisk, rustik og lettere patos-intonation på vokalsiden. Kort sagt arketypen på et oldschool postpunk band. Vi taler ikke White Lies, Editors eller Interpol her. Næh, her er inspirationsuniverset gjort af Joy Division, Gang Of Four, danske Before etc.

Okay ”Easy Fix” åbner med relation til tidlig Interpol i lyd og fremførelse, men ellers vægtes rødderne mere end de moderne varianter og det er aldeles befriende at sendes lige lukt tilbage til det mørke frostbidte årti. Stramt og konsekvent skåret til benet leverer Melting Walkmen otte numre på Why Did You Kill All Those Flowers?

Albummet er så gennemført retrospektivt, at der vil være fare for, at nogle vil forkaste det og afskrive det som en kliché og som komplet anakronistisk. Jeg er anderledes tilfreds og begejstres over den kompromisløse og stålsatte forelskelse i fortiden. Bevæbnet med frysende storbytilstande og ilter mørkemelankoli hensætter kvintetten mig til sortrandede depraverede stunder på hedengangne Barbue i selskab med No Future speedfreaks og læderklædte deprime Strunge-blegansigter på tredjedagsdruk søgende meningen eller blot the speed of life. Vokalen er lige i skabet og svinger mellem stoisk firskåren stemmeføring og mere patosfyldt nær-recitation på ”The Old Man And The Sea”, alt sammen kittet af mørke og tung alvor. Her er ingen humor, glimt i øjet eller ironi til at lette det tunge åg af alvor hos gruppen.

”Easy Fix” åbner med syntetiske og ulmende drone-noisebølger, som følges af dystre men melodiske næsten krautede guitarer, der dukker forsigtigt og forløsende frem af tågen. Repetitionen er alfa/omega hos gruppen og Melting Walkmen forfalder ikke til variation, men holder nummeret i et stramt greb helt til enden. Den slags kan man kun når melodien er stærk og iørefaldende nok. Til gengæld er der variation i det lidt søgende og løst spillede guitararbejde, der strøs med løs hånd over de pågående hooks og den solide bas- og trommebund på den Sonic Youth duftende ”Blank Stare”.

”Last Cigarette” er næsten poppet, dansabel og særdeles catchy på trods af det stringente og lidet smilende udtryk bandet benytter. På ”Third Eye” er det mere radikalt punket i sin lyd, uden at blive decideret agiteret og slippe den allestedsnærværende melankoli og skæringen kunne snildt have ligget på den Ep, Curtis og co. udsendte, dengang de signerede sig Warzaw.

”Larry” er en døsig laid back sang, der oser af tungsindige, nærmest ugidelige stemninger og weltschmerz af den frydefulde slags. Melankolien borer sig ind i kroppen og rør præcis hvor den skal, så man fortabes helt frivilligt. Den tempofyldt insisterende og punchy ”Sweet Death” lyder som et clash mellem Red Lorry Yellow Lorry og tidlig Sonic Youth, mens ”All These Girls” starter med et kollapsende brag, hvorfra der oparbejdes et mere og mere hastigt tempo ind i nummeret, som sønderrives fra hinanden, kollapser og begynder forfra på ny, mens Melting Walkmen i finalen giver slip den kontrol, bandet ellers tøjler sig fast til og los for infernalsk larm og skrig hinsides det bevidst rigide udtryk.

På den 12 min. lange og monolitiske afslutter ”The Old Man And The Sea” er repetition kodeordet og følelsen af at cirkle om samme gentagende musikalske mønstre, giver én fornemmelsen af ikke at rykke sig ud af stedet. Det virker helt efter hensigten og selvom det er balancering på et knivsæg – der er millimeter til forskel på, om man forføres eller keder sig – lykkedes det bandet, at holde min interesse fangen.

Why Did You Kill All Those Flowers? er en glimrende debut, som dog bærer præg af den førstefødtes karakteristiske søgen efter færdigudviklet identitet og klare linjer. Ikke alle numre står lige stærkt, men overvejende spores en autencitet og et engagement der gør, at man vælger at se igennem fingrene med de svagere øjeblikke.

Tags from the story

Skriv et svar