Men Among Animals: Run Ego

Jyske indie’er i ny indpakning

Århusianske Men Among Animals udsendte i 2007 deres debutalbum Bad Days All Gone, og allerede den gang spærrede jeg ørerne op for bandets fine melodifornemmelser, glimrende stemningsopbygning og overbevisende melodisnedkeri. Stilen var rendyrket guitarbaseret indiepop med fængende melodier – og et par sublime akustiske stille momenter, der trak helhedsindtrykket et godt stykke op over middel.

De stille og fintfølte akustiske passager må man stort set tænke sig til på opfølgeralbummet Run Ego, hvor jeg er lidt i tvivl, om århusianerne har lyttet intenst til afrikansk musik – eller blot er faldet pladask på Vampire Weekends kombination af indie- og afro-pop, for den afrikanske energi og de buldrende savanne-trommer er tydelige i lydbilledet flere steder undervejs.

”Menth Reloaded” er en næsten eksotisk stamme-agtigt inspireret skæring, der dog stadig har indiepræget. Det er tæt på at være godt og virkefuldt på den originale måde, men samtidig bliver det en tand for langstrakt og ensformigt med en inciterende tekst- og melodilinje, der fylder det meste af nummeret. Mere optimalt fungerer de afrikanske inspirationer på ”Catholic Way”, der hører til blandt albummets allerbedste.

På ”Sunset Und Titan” er genkendelsens glæde klar og entydig i forhold til debutalbummet, med en iørefaldende melodi, som spændes ud over en kombineret indie-lydbund som er tilsat noget, der nærmer sig dansable og feststemte opbrudte beats. Det samme kan man sige om ”Parrot Eyes”, der med sin pågående rytme- og guitarbund sidder lige i ansigtet på lytteren, og her er melodien ligeledes fængende og smittende.

80’er-klangen, der omkrandser den ellers velskrevne melodi på ”White”, kunne jeg godt være foruden, til gengæld er hele spektret af nuancer i både tempo, stemning og melodi samlet på den fornemt opbyggede ”Gavrilov”, der synes at være hele albummets fælles omdrejningspunkt. ”Count The Suckers” er ligeledes et lidt snørklet bekendtskab, hvor der kræves en del opmærksomhed hos lytteren for at få trådene til at hænge sammen, men når knuden er bundet på, er det ganske overbevisende.

”Rewrite Yourself” er to minutter om at komme til sagen, og det er egentlig unødvendigt, for her har vi at gøre med et nummer, der kunne have et regulært hitpotentiale med sin umiddelbarhed og tiltalende melodi, der imidlertid ikke varer ret længe, men omgærdes af en usædvanligt lang intro og en ligeledes langstrakt outro. ”Old Friend” har en næsten garageagtig pigtråds-lyd, og er således i retning af noget mere rock’n’rollet i sit udtryk og understreger, at det bestemt ikke er afvekslingen, der mangler hos Men Among Animals, der igen markerer sig som et band, der har masser at byde på, og som er dygtige til at udføre de valg, de træffer.

Run Ego er et udmærket album, omend det favner en tand for bredt, og det sublime nærvær, man momentvist fandt på bandets debutalbum, er udskiftet med lidt større armbevægelser. Når de fungerer, er Men Among Animals i høj klasse, og det skaber flere store højdepunkter undervejs. Men der er også plads til forbedringer og mere skarphed af og til.

Tags from the story

Skriv et svar