Menfolk: Beast One / Man Nil

Støj og energi bliver lidt for smalt og unuanceret på den lange bane

Menfolk er lyden af trodsig, kontrær, kompleks rock, der ikke lader sig tæmme. Buldrende, skramlende, skingrende og arrig – somme tider er det befriende bare at give los. Sådan beskriver københavnerne i Menfolk sig selv, og det må siges, at være spot on, for det er præcis sådan det lyder på Beast One / Man Nil.

Fem år er gået siden debuten Colossus så dagens lys og ikke meget er ændret på den konto. Jeg er simpelthen bjergtaget af den tyngde, hvormed Menfolk skyder sine sange afsted. Det kræver næsten en mastergrad i ballistik, at holde trit med de rockprojektiler bandet fyrer af på de 36 minutter albummet varer. Menfolks lineup udgøres af trommer, guitar og intet mindre end to bassister og jeg kommer til at tænke på det aldrende band NoMeansNo, som spillede med samme tunge lyd, indimellem også udgjort af to bassister. Ellers ligger Shellac også lige for og det er såmænd ikke ikke så underligt, for det er Bob Weston fra netop det band, som er mixmaster på Beast One / Man Nil.

Lars Thor brøler med en aggression og intensitet, som vækker mindelser om en rødglødende Alex Newport fra hedengangne Fudge Tunnel. Der trækkes med andre ord veksler på fortiden hos testosteron-kvartetten. Jeg er da også skudt direkte tilbage til spillestedet Barbue for tyve år siden, stående med benene i spredestilling og hånden huggende på den imaginære guitar. Hardcore mathrock er vel nærmeste indikator, når Menfolks musik skal kategoriseres.

Albummet åbner med den røvsparkende fede ”Hell Ahoy”, der ligger klods op ad Helmet, som de lød i deres velmagtsdage i starthalvfemserne. Tunge klodser af bas og guitar, vilde men kontrollerede feedbackhyl og Per Cnöeldhs ultratighte trommespil styrer begivenhederne, mens Thor udspyr galde og vredladne vokaler, så man ikke er i tvivl om engagementet. Der arbejdes med overtoner i karambolage med granitudladningerne fra de velhængte og vedholdent stålsatte riffangreb. Det er muligt, at det dufter af førhen, men det gør ikke spor, når det er gjort med så megen nerve og smittende indignation, som Menfolk lægger for dagen.

Der er få åndehuller, hvis nogen overhovedet, gennem den halve time bandet tonser derudaf, som olme tyre med rød farve injiceret direkte i iris. No bullshit, bare fremad som skærende valser og er der grus i maskineriet er det af den velgørende slags. De fire hårde hunde får mig op af stolen igen og igen, da jeg må af med noget af al den energi, man opsamler i kroppen, mens man hører udspillet. Nådesløse bastunge udladninger trumfes af knivskarpe tønder, mens det hele krydres med huggende hardcore-riffs.

Indimellem opstår der alligevel stilstand på Beast One / Man Nil, eksempelvis på ”Skeletons” og ”N.H.”, som er for langt væk fra en memorabel melodi og de tunge og mættede riffs kan ikke helt fastholde engagementet hos mig. Det gælder for så vidt også ”Rubato (con song)”, som dog har en smittende energi og indeholder spændende, komplekse og dissonante guitarfigurer, som supplement til det massivt støjende lydbillede, sammen med små tiltrængte pauser indlagt flere steder på nummeret.

”From The Horse´s Mouth” har elementer, som minder om amerikanske Quicksand både i instrumentering og vokal. Dvs. en i teknisk, klassisk forstand horribel stemme, men også en stemme med præcis den rigtige rødmen på struben og desperate skrig, som ligger så godt til genrens rå og skrammelbrutale musik. Hertil er Thors vokal både velvalgt og skræddersyet.

Menfolks mandfolkerock med testosteronen væltende ud af alle huller vil skabe løftede knytnæver og lykkeaggressioner på de små spillesteder rundt om i landet, for det er live bandets musik skal høres. På cd kan det blive en kende smalt og unuanceret i længden, men Menfolk fortjener ros for den konsekvens de går til hårdrocken med, for den er uden lige på den danske rockscene.

At tro på eget projekt er al ære værd og trænger man til auditiv mørbanken, som bestemt også gemmer på melodier, om end de kradser som sandpapir korn 4o mod ørerne, så tag en mandfolketur uden nåde, men med masser af forløsning. Bagsiden af medaljen er, at den nådesløst konsekvente tilgang altså også koster på variationens alter.

Skriv et svar