Mercenary: Metamorphosis

Som at starte forfra

At Mercenary har valgt at kalde deres nye album Metamorphosis er nok næppe et tilfælde. Der er i bogstaveligste forstand sket en forvandling med bandet, men forandring fryder dog ikke lige meget i alle tilfælde.

Det er på sin vis som at lytte til et nyt band, når man lægger øre til Mercenarys nye album, men på nogle punkter er der dog alligevel referencer til bandets tidligere albums, især det forrige, Architect of Lies fra 2008. Forskelle er der dog, lige meget hvordan man vender og drejer det rent musikalsk, ikke til at komme uden om. Da trommeslager Mike Park, keyboardspiller Morten Sandager og forsanger Mikkel Sandager forlod bandet i 2009 var det er stort tab, især Mikkel Sandagers vokal taget i betragtning. Mikkel Sandager leverede den storladne, kraftige renvokal, der så blev ledsaget af René Pedersens growl og råb, hvilket skabte en god kontrast, men nu er Pedersen alene om at stå for vokalarbejdet, og derfor bliver resultatet naturligvis noget anderledes. Nuvel, man bør jo se på bandet i den nuværende konstellation uden at sammenligne med tidligere: Metamorphosis starter med et af de bedste numre, der er at finde på albummet, ”Through the Eyes of the Devil”. I dette tilfælde dækker betegnelsen ’bedste’ dog ikke over at nummeret er det mest interessante, men det er et af de numre, man husker tydeligst og med det sagt er der en slags hit-potentiale over nummeret, selvom genren ikke er oplagt til Ugens Uundgåelige på P3. Heldigvis for bandet. På dette indledende nummer viser Pedersen at han kan andet end at growle, han har faktisk en ganske habil renvokal, også i de højere toner, dog uden sammenligning med den tidligere forsanger.

Den efterfølgende ”The Follower” viser ikke kun Pedersen, men hele bandet fra en rigtig spændende side. Kompositorisk er det nok det mest interessante nummer med mange rytmeskift, der giver variation i sangen. Og der er brug for variation på albummets numre, men da mange af dem ikke varierer nok, kommer de selvsagt til at lyde noget ens, og det er, som om der mangler lidt personlighed bag. Ikke at bandets medlemmer mangler personlighed, men den nye konstellation har nok brug for at finde hinanden mere musikalsk, og finde ud af, præcis hvilken vej de vil gå rent genre- og lydmæssigt. Derfor er numre som ”In Bloodred Shades” og især ”Memoria” noget kedelige og tandløse, og trækker ned i helhedsindtrykket af Meatmorphosis. Dog er der også lyspunkter i form af de to første numre, som før nævnt, og derudover er balladen ”Velvet Lies” også et af de numre, der skiller sig ud på en positiv måde, hvor især midttempo dødsmetallen i c-stykket giver en fed, og lidt uventet, effekt.

Mercenary står over for mange nye udfordringer, og skal overbevise om at de kan klare sig lige så godt som før, til trods for at det episke, der var så understregende for deres lyd, nu er borte med keyboardets forsvinden og Mikkel Sandagers ditto. Det er ikke lykkedes hundrede procent på Metamorphosis, men mon ikke de klarer sig alligevel fremover? Det har jeg tiltro til.

Tags from the story
Written By

Jeg er fra Amager, cand. mag. i dansk fra Københavns Universitet, og lidt af en musiknørd. Har en forkærlighed for den hårdere rock og metal, men elsker også meget af musikken fra 1960'erne, og har desuden formået at få lidt electronica sneget ind i den stødt voksende albumsamling.

Skriv et svar