Mesmer: The Ghost Of A Tennis Court

cover-mesmer-theghostofatenniscourt-2009-300x300

Multifacetteret udgivelse fra skøre finner

Finske Mesmer leverer på deres tredje udgivelse The Ghost of a Tennis Court, en besynderlig titel fra et besynderligt band. Det er en pluralistisk plade, som stritter i mange retninger. Deres to tidligere DIY udgivelser, var om muligt endnu mere svære at blive kloge på, i hvert fald hvis man søger en sammenhængskraft eller en bare nogenlunde meningsgivende bås, at placere de fem finner i.

Deres seneste udspil kan ikke bare sådan sættes på en genreligning, men heldigvis er alt hvad Mesmer gør af høj kvalitet. På otte numre pendulerer vi rundt, med kun få fællesnævnere, nemlig en udsøgt mørk vokal og en hang til et lettere gotisk univers. Det er altså vanskeligt, at sige noget overordnet om The Ghost of a Tennis Court og man er tvunget ned i en beskrivelse af hvert enkelt nummer.

”The Exorcist” åbner sceancen med en slags Rock´n´Roll/Electronica med en postpunket vokal, fuld af stringent alvor og patos. Der er godt med skub og et fedt drive, mens exorcismen står på. ”Some Disney Scene” følger og lyder som hvis Peter Murphy og Iggy Pop kolliderede i en Postpunk-electronica cocktail, som midtvejs angribes af en syret saxofon. Det absurde er, at selvom det er lettere vanvittigt at høre på, fungerer det alligevel på forbløffende vis. ”Teenage Dreams” vælter derudaf med et semigoth udtryk, spændt til bristepunktet med lagfyldte keyboards. Et transcenderende udtryk som norske 120 Days også har held med. På ”Honey Pie” er vi fanget i en dronende psykedelia, med dyyyb bas og et insisterende ghost keyboard, som hvis Velvet Underground og svenske Silverbullit dansede med hinanden. Mod slutningen går det pludselig over i ringlende guitarer, som hvis et postrock band deltog og tilførte en stor og mørk lyd.

”The Casio Plague” spytter et dunkelt og repetetivt beat i gang, med en tung og dominerende bas, keyboardflader og underliggende guitarforvrængninger, ikke ulig det danske Silo lavede på deres fremragende Instar. Mens krautrocken spiller, kommer en vokal ind fra sidelinjen og lyder som hvis en gal dommedagsprædikant fik radiotid, for at annoncere, at samtlige syv plager er over os, i dette tilfælde heldigvis kun i form af keyboards fra Casio Industries. ”181 bpm” er ikke som man skulle tro, et technofilt nummer, men vred moderne rock´n´roll, som udmunder i et skrigende musikalsk sammenbrud. ”On Fire” er som titlen antyder fuld af indre flammer, og jeg havner tilbage på hedengangne Barbue i 80´erne, til en aften i selskab med Red Lorry Yellow Lorry. Men hvor Chris Woolfenden dengang holdt vreden og indignationen cool og tæt til kroppen, ender Mesmers ”On Fire” i kakafoniske skrig.

”Mr Florida” slutter The Ghost of a Tennis Court, med et mere end ni minutter langt instrumentalnummer, der lyder som et af Melvins mere bizarre øjeblikke. Melvins kompromisløse guitarfeedback kombineret med Fever Rays mørke droner, bygger på forunderlig og rugende vis op mod et uafviseligt brag, som forløses i et katarsis crescendo af astronomiske dimensioner, mens sataniske skrig som hos Xasthur, ligger bagerst i lydbilledet og fuldender denne gåsehudsfremkaldende bedrift. Live må det være et nummer, andre bands ville slå ihjel for.

Generelt er The Ghost of a Tennis Court, som tidligere nævnt, svær at holde fast i, fordi den vil så meget, og pladens største problem er, at det kan være svært at finde en passende anledning, til bandets eklektiske eksesser. At finnerne er svære at blive kloge på, hvilket sikkert vil blive opfattet som noget positivt af bandet selv, er måske i virkeligheden det centrale i Mesmers mission. Når de enkelte numre er leveret så godt som det er tilfældet her, må jeg dog vige fra princippet om, at produktet som et hele er vigtigere end de enkelte dele.

Selv siger Mesmer om egen lyd: ”Angus Young smashing his thumb while hammering a nail into Conny Plank´s coffin.”

Det forlyder, at Mesmer er et forrygende liveband og en oplevelse ud over det sædvanlige, med guitarer flyvende igennem luften og vanvittig headbanging i trancelignende tilstande.

Jeg er i hvert fald tilstede, hvis de rammer København.

Tags from the story

Skriv et svar