Mike Wexler: Dispossession

Fine stemninger afløses af stigende kedsomhed.

Dispossession er Mike Wexlers andet album. Et album der over syv svævende nænsomme numre med forsigtig fingerspillet akustisk guitar og gennemløbende nøjsomt spillede congas, ikke rykker sig ret meget ud af sin egen introverte stil. Imellem dette asketiske setup indskydes lidt frie improvisationer af bl.a. synth- og strygerteksturer.

Det er bestemt ikke en plade der gør meget væsen af sig og Mike Wexlers fine underspillede, sprøde og luftige, lyse vokal skiftevis hviskes og synges frem, så man indimellem blot aner den imellem instrumenteringen. Den har dog uden tvivl hovedrollen, for musikerne omkring Wexler støtter kun op og hægter sig fast på hans sangforedrag. Det ledsagende pressemateriale nævner klare paralleller til bl.a. Robert Wyatt og Scott Walker, men jeg synes nu Nick Drake ligger mere lige for, selvom der er et stykke vej til det skrøbelige ikons fornemme vokalarbejde.

Arrangementerne er lange og ensformige i deres udtryk og sigter angiveligt efter, at bringe lytteren i en rar tilstand af Zen, og ganske hypnotiserende er det da også, selvom jeg mangler lidt variation og musikalsk spræl. Ikke at det behøver et rock-kick, men den stringente og noget monotone sound bliver for uinspirerende i længden og gabet lurer lige om hjørnet.

På ”Lens” rundes det midtvejs af et crescendoløft , der vækker en et øjeblik af audio-dvalen, men overordnet er der simpelthen for få af sådanne livgivende momenter. Den psykedeliske ”Liminal” med orgel og repetetiv basbund er for lang og træg og kan på ingen måde bære en spilletid på over ni minutter. ”Prime” har dog lidt variation i kraft af et mere regulært opbygget nummer med et reelt omkvæd, man næsten kan synge med på. Det funker faktisk og man kunne ønske sig mere af den slags.

Wexler trækker tykke tråde tilbage til Nick Drake, og den er arv er ikke nem at løfte. Det er dog langt hen ad vejen et dristigt album, singersongwriteren har udsendt, for det er både vedholdende, insisterende og strategisk gennemtænkt i sit langmodige og sendrægtige udtryk. Der bliver ikke kippet synderligt på variationshatten og man enten overgiver sig og tvinges ind i de næsten transparente stemninger, eller man tabes og møder den lurende kedsomhed, der altid er en farlig modstander, når man insisterer på så stram og ensidig en klangbund.

Som Dispossession udfolder sig oplever jeg både hypnotiske øjeblikke – særligt på åbneren ”Pariah” – og letvakt indifference, hvor tankerne er på ufrivillig himmelflugt. Dermed bliver albummet en blandet og noget svingende affære, der ikke kan fastholde min interesse på trods af, at den kun spænder over syv skæringer.

Dét sagt er der bestemt gode og behagelige stunder i selskab med atmosfære-traditionalisten fra Brooklyn

Tags from the story
,