MikkelModulererMarius: Ka’ du lege?

mikkelmodulerermarius-kadulege

Mening med galskaben.

Lad os bare afsløre med det samme. Ka’ du lege? er ikke noget helt almindeligt musikalbum. Faktisk er det slet ikke noget musikalbum. Eller det vil sige, det er et musikalbum, men det er også en fortælle-cd. Det er tilmed en oplevelse. God og mærkværdig. Halvskidt og underlig. Afhængig af ørerne der lytter.

Forvent: En cd med musiknumre, som du kan nynne med på. Musiknumre som du kan høre mens du støvsuger, højtryksspuler haven eller rumsterer med et eller andet, som betyder, at musikken bare skal være der.
Resultat: Du opdager slet ikke, at du har lyttet til MikkelModulererMarius.

Forvent: En cd med fortællinger og det skæveste virvar af musikalske idéer, der kræver din fulde koncentration. Tekster, der viser en betragtelig galskab, som der dog er mening med. Til tider endda politisk udfordrende. Uha. Er du med på den – og tør du – og savner du Thomas Winding-fortællingerne fra din barndom, og kan du leve med, at Marius Nørup-Nielsens stemme selvfølgelig er en anden, og at den ind imellem lukker ganske vulgære ord ud?
Resultat: Du har måske fået en ny bedste legekammerat.

Marius Nørup-Nielsen er manden for tekster, rap, recitationer og (u)skønsang. Mikkel Meyer er mand for alt det andet. Genremæssigt er vi… Genremæssigt befinder de to herrer sig…. Genremæssigt er der ingen rød tråd. Bortset fra, at der er en rød tråd i valget af et totalt spraglet musikalsk univers. Visesang, fortællinger, noget klæbrig dansktopagtigpop, noget med lidt mere kant – og så et par rap-numre.

Spøjst nok!

For jeg er ingen ørn ud i at have lært at kunne lide at lytte til rapmusik. Men de to rapnumre på dette album, som iøvrigt er dem, der tekstmæssigt virker stærkest på mig, er de to numre, der har potentialet til at blive taget ud af helheden – måske endda radiopotentiale – og stadig stå stærkt som enkeltnumre. Og fornemt med tekster så lange, som raptekster skal være, med indhold og budskaber og tankevækkende politiske analyser og betragtninger.

Er du forvirret over denne anmeldelse, så lyt til MikkelModulererMarius. Det vil gøre dig endnu mere forvirret. Men du vil forstå meningen. Med galskaben. For MikkelModulererMarius er galskab. Med mening.

Og hvis man tør, så er det godt.

Skriv et svar