Mogwai: A Wrenched Virile Lore

cover-Mogwai-AWrenchedVirileLore-2012-300x300

Mogwai er kendt for lidt af hvert. Flere kender nok mere bandet af navn end af gavn, og på dén konto, kan A Wrenched Virile Lore kun siges at føje spot til skade. En række numre fra bandets 2011-album Hardcore Will Never Die, But You Will bliver udsat for remix-behandlingen. Og eftersom remixes efterhånden er blevet betegnelsen for andre kunstneres indspilninger af ophavsmændenes originaler, og som af og til kun periferisk har bevaret islæt af samme – og om sådan altså ofte er endnu længere fra originalerne end en coverversion ville være – så får vi ikke tegnet Mogwais profil tydeligere op ved gennemlytning af A Wrenched Virile Lore. Men det er ikke nødvendigvis et problem; man kunne i stedet vælge at sige at det bare er Mogwai som vi kender dem.

Ikke desto mindre er albummet en blandet landhandel, der ikke formår at fremstå som en helhed. Ophavsmænd til remixene er en række mere eller mindre niche-kendte, obskure og endda fiktive kunstnere med et nogenlunde fælles udgangspunkt  i eksperimenterende, ofte elektroniske miljøer. Selv om man hér aner en slags rød tråd, er de enkeltstående remixes vidt forskellige.

Der åbnes stærkt med Justin K Broadricks udmærkede ”reshapede” version af ”George Square Thatcher Death Party”, der faktisk lyder som Mogwai i den let sfærisk/melankolske og harmoniske afdeling. Men allerede lige efter går der ”prøv-demo-knappen-på-mit-nye-keyboard” i den med ”Mogwai is My Dick RMX”-remix af ”Rano Pano”. Og allerede her fornemmer man at det bliver svært af betragte A Wrenched Virile Lore som et egentligt album. Sidenhen får vi adskillige indslag, der på egne præmisser er fine, men som hyldest til originalerne og Hardcore Will Never Die, But You Will som helhed, ikke fungerer. Men jeg vil alligevel fremhæve ”Letters to the Metro” (Zombi Remix), der lyder decideret aggro-inspireret og Tim Heckers remix af ”Rano Pano”, der bare er gammeldags smuk. 

Mens A Wrenched Virile Lore bestemt er et æstetisk præsentabelt projekt, så har det ikke noget egentligt nyt at sige. Og når der så også er lidt langt mellem snapsene – som der, bevares, er et par stykker af – så ender A Wrenched Virile Lore ud som en spidsfindig indie-compilation, snarere end et egentligt Album. Det kan fungere i bilen eller som elitær markør for fans, men så ikke mere. Og når alt ovenstående er sagt, så er det værd at huske på at det med remixalbums i endnu højere grad end vanligt, er et spørgsmål om smag…