Mogwai: Hardcore Will Never Die, But You Will

Music is bigger than words and wider than pictures!!

Egentlig er jeg ikke den rette til at anmelde Mogwai, for jeg fandt en kær soulmate i bandet i 97 og jeg elsker ubetinget skotterne, uanset hvad de gør. En anmeldelse er selvfølgelig altid subjektiv, men i dette tilfælde er subjektiviteten givet på forhånd, for jeg er helt og aldeles partisk – sorry!

Som det efterhånden er sædvane, er besynderlige titler en fasttømret del af Mogwai´s univers. Drillepindene kan ikke dy sig for at kaste om sig med absurde sangtitler. Også omkring albumtitler leger bandet med os, for dengang de udsendte Rock Action forventede man et heftigt rockmonster. I stedet fik man Mogwai´s mest ørevenlige og stilfærdige plade. Denne gang indikerer Mogwai igen læsterlige klø med Hardcore Will Never Die, But You Will og selvom der er væsentligt mere smæk for skillingen end på ovennævnte album, er det alligevel langtfra den hårde og bastante lyd, man forventede.

Ofte lægger kvintetten et tungt og brutalt nummer som track 2, men mod forventning er ”Mexican Grand Prix” en uptempo og opstemt glad sag, som går helt fri af de kradsbørstige voldsudladninger som efterhånden er reglen. I stedet får vi en humørfyldt beatsang med sommertoner ala ”The Sun Smells Too Loud” fra The Hawk Is Howling. Her går der nærmest krautrock i foretagendet, og Mogwai lyder som kollaborerede de med Stereolab i skønsom forening med autotuner. Et friskt og uvant indspark i skotternes univers, som jeg i starten ikke rigtig kunne blive klog på, hvad jeg skulle synes om, men som bestemt tager stikket hjem over tid. Det samme gør sig gældende på ”San Pedro” og ”George Square Thatcher Death Party”, som er formelt mere straight rocket end det Mogwai´s signatur normalt opererer indenfor. Der er godt med skub, slag, rul og energi i begge numre og en ubekymret ligefremhed og de falder derfor uden for pelsdyrenes vante pejlemærker; tempereret tilbageholdt elegance versus sval stilhed konfronteret af diabolske massive guitarbrøl.

”White Noise” åbner og lokker titulært med sønderrevne strenge, blodige fingre og en uendelig mur af lyksaliggørende hvid støj. Men nej, i stedet mødes man af et flot og lækkert nummer med ganske få og økonomiserede elementer af pure white noise. Melankolske keyboardtoner og guitargreb breder sig som ringe i vandet og udmunder i en flot finale, som ikke uden videre giver slip på lytteren. Som et varmt smil med glimt af djævelske undertoner, hvor smukke keyboardtoner ligger og glimter underneden, som tårevædede engle og det er mere end godkendt. Malerisk og virkningsfuldt er det og her forstår man hvorfra et band som japanske Mono inspiration og begejstring for skotterne udspringer.

Man ved sig aldrig helt sikker, når Mogwai orkestrerer hjernens neurotransmittere. Derfor er bandets navn og dets alter ego fra Joe Dante´s hyggehorrorfilm Gremlins velvalgt, for personlighedsspaltningen mellem blød og varm og stenhård og destruktiv er simpelthen essensen af Mogwai. En velfunderet og delikat vekslen mellem det desperationsklingende og en apatisk ro over at have affundet sig med sin musikalske skæbne som evige sortseere.

Mogwai tager så revanche på ”Rano Pano” som bestemt ikke holder igen med støjen. Og dog, for den er væsentlig mere tilbageholdende end tidligere. Samme lydscenarie udspiller sig på den løjerligt betitlede ”You´re Lionel Ritchie” som nok træder distortionpedalen grundigt i bund et stykke inde i nummeret, men alligevel noget mere moderat end drengene tidligere har haft behov for. Det forhindrer dog ikke glæden i at indfinde sig, når man mødes af et så bragende smukt nummer med en grundig og poetisk søgende opbygning, som stiger i vedvarende intensitet mod et både brusende og berusende klimaks, der fastholder melankolikongerne på tronen, når det kommer til episk instru-rock. Ganske enkelt sublimt selvom tråde til ”We´re No Here” fra Mr. Beast lurer lige om hjørnet.

Allerbedst er nok slow-burneren ”Too Raging To Cheers”, der rammer klokkerent og lige lukt ned i den tristessehungrende del af hjertekulen. Melodien er et bona fida eksempel på Mogwai´s nerve og nærvær og evigt udspringende tilstand mellem håb og pessimisme, som krystalliserer sig i ulmende mørkestemninger, sørgmodige celloer og olme guitarer.

Med albumtitlen tager Mogwai altså igen røven på os for der er ret langt til hardcore, endsige spidse tænder, da Mogwai har valgt en mere adstadig og mindre aggressiv lyd end tidligere hørt. Der er langt mellem skurrende ørespanking, og man sidder tilbage uden vante røde lemmer efter mødet med Mogwai´s eksplosive støjudladninger. Hell, to gange er de nær ved at synge på traditionel (vocoder)vis.

Virker det så? Ja sgu, selvom jeg ved første gennemlyt sad med et vist savn. Jeg savnede polerne. Jeg savnede de sindssvagt smukke og sært berigende melankolske stemninger. Jeg savnede de jetmotor øredøvende crescendoer, som nærmest føles invaliderende og sansemæssigt overrumplende i deres infernalske guitarrus med blodet sivende ud af øregangene. Jeg savnede for alvor at blive rusket igennem af ædende onde og aggressionsforløsende temaer. Jeg savnede at blive banket til vægs af instrumentalt tungsind, hvis lige er tæt på en klinisk depression. Alle elementerne er til stede på Hardcore Will Never Die, But You Will, men de forløses ikke på samme måde som tidligere. Når det momentant forekommer, er det med en lille snert af deja vu, men det gør egentlig ikke så meget, for det er komponeret og eksekveret med så stor overlegenhed.

Keyboards fylder mere nu. Der er tænkt mere i lakoniske og stringente skemaer og dermed forlades den ekspanderende og monumentale epik, der frem til nu har været en vægtig del af Mogwai´s identitet. Kun ”You´re Lionel Ritchie” strækker sig over et længere forløb i ånden fra gamle dage. Der er ingen skelsættende numre som ”Like Herod”, ”Helicon 1”, ”Christmas Steps”, ”Mogwai Fear Satan”, ”X Cowboy” eller ”Scotland´s Shame”, men over tid afslører albummet sig som Mogwai´s måske bedste siden debuten og milepælen Young Team. Hvor bandet ofte har bibragt deres skiver numre der tenderer fyldstof, indeholder det nyeste skud på stammen udelukkende numre med markant soliditet og langtidsholdbare melodier (det tør jeg sige efter snart 20 gennemlytninger), hvoraf flere er growers og alle er af så høj kvalitet, at de langt overgår mangt et ligesindet band. Der er simpelthen ingen smuttere, kun vindere.

Så samlet set er Hardcore Will Never Die, But You Will, Mogwai´s mest homogene og fuldendte album til dato og dermed aspirerer den – sammen med Young Team forstås – til sejrskamlen i skotternes diskografi.

Tags from the story
,

Skriv et svar