Monsters of Folk: Monsters of Folk

cover-monstersoffolk-monstersoffolk-2009-300x300

Ward, Oberst og James holder folk-fanen højt

Efter at det blev offentliggjort, at M. Ward, Connor Oberst (Bright Eyes), Jim James (My Morning Jacket) og Mike Mogis havde tænkt sig at udgive et album under navnet Monsters of Folk har forventningerne været skyhøje. For når en flok enestående musikere slår pjalterne sammen forventes det nærmest per automatik, at man kan addere musikernes talenter og nå helt nye højder. Det er selvfølgelig ikke i trit med realiteterne. Heller ikke i dette tilfælde, for både Jim James, M. Ward og Conor Oberst har lavet bedre albums end hvad de præsterer på Monsters of Folk. Men mindre kan bestemt også gøre det!

Albummet åbnes af ”Dear God (Sincerely M.O.F.)”, der er et underligt og bestemt ikke ret godt trip-hoppet nummer, der ikke passer sammen med resten af albummet. Jim James lægger ud med sit vers, hvorefter M. Ward synger sit efterfulgt af Conor Oberst hvis stemme ikke matcher sangen ret godt. Oberst tager heldigvis godt og grundigt revanche på ”Map of the World”, der er et klassisk Bright Eyes nummer og som står som et af albummet stærkeste kort. Som på ”Dear God (Sincerely M.O.F.)” så skiftes bandmedlemmerne også til at synge på ”Whole Lotta Losin’” og ”Baby Boomer” – med en del større held!

Ward, Oberst og James har delt mikrofontiden nogenlunde ligeligt imellem sig. Deres vokaler passer godt sammen og de tilføjer hver sit til projektet; Jim James lidt southern rock og country, M. Ward skrabet lo-fi lyd og den karakteristiske akustiske guitar og Conor Obers solid løssluppen americana. Hvor Jim James træder en smule ud af sit sædvanlige musikalske miljø på Monsters of Folk, så lyder flere af de sange hvor M. Ward står bag mikrofonen som noget han også kunne have lavet uden sine nye musikalske venner. ”The Sandmen, the Brakeman and Me” og ”Goodway” er således klassisk Ward, og det er kun backingvokalerne, der viser, at det stadig er Monsters of Folk, der roterer på anlægget. På samme måde er det med ”Map of the World”, ”Temazcal” og ”Around the Curve”, der med få ændringer kunne have været at finde på albums med Bright Eyes’ signatur.

Jim James excellerer især på den Gram Parsonske ”The Right Place”, og uden hans vokal ville albummet måske blive en anelse kedeligt i længden. Men nu er han der, og Monsters of Folk skuffer langt fra. Tværtimod. De har formået at lave et stærkt folkrock-album, der på trods at de tre forskellige stilarter de primære medlemmer kommer med hænger rigtig godt sammen. Eneste anke er, at enkelte af sangene ikke lyder som bandpræstationer, men snarere som Ward og Oberst som solister med backingband.

Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

1 kommentar

  • Jeg var skuffet i starten, men efter noget tilvænning, så er det faktisk ganske godt :-)

Skriv et svar