Morrissey: Years Of Refusal

morrissey-yearsofrefusal
Den engelske crooner slår til igen

En af rockmusikkens store levende ikoner betræder kendte stier på sit niende soloalbum Years Of Refusal. Men det er som altid en meget givende oplevelse at følge i Bigmouths fodspor. Der venter selvsagt ingen forløsning, kun lysende øjeblikke.

”Hvorfor ikke bare antage, at alle mennesker er ekstremt intelligente?”, spurgte Morrissey engang som kommentar til den generelle infantilisering af populærkulturen. Ud fra den tilgang til populærmusik har han nu over tre årtier gjort det på sin helt egen måde – og ændret poppen undervejs.

Det var muligvis mest innovativt i årene med Johnny Marr i The Smiths. Et band der stadig står som et lysende eksempel på, at popmusik faktisk kan udsige noget væsentligt på en tre-minutters single. Men ambitionen er der stadig, og den giver for så vidt mere mening nu, hvor der er endnu længere mellem de lyriske snapse.

Morrissey fuldender med Years Of Refusal en comeback-trilogi, der startede med You Are the Quarry i 2004 og fortsatte med Ringleader of the Tormentors i 2006. Tre plader der introducerede Morrissey som den moderne crooner med en mere direkte lyd og en evigt skarp pen.

Years Of Refusal ligger således i umiddelbar forlængelse af de to foregående albums, men fremstår som et af hans stærkeste og mest helstøbte soloalbums overhovedet. Producer Jerry Finn nåede netop at færdiggøre arbejdet inden sin alt for tidlige død. Han var også med omkring You Are the Quarry og har også arbejdet med blink-182, Bad Religion, Green Day og The Offspring.

Den erfaring er endnu tydeligere på Years Of Refusal, der har et kraftfuldt og punket udtryk, som klæder en Morrissey, der har taget rollen som den store engelske crooner på sig med vanlig stil. Og det kommer lige fra første attak på åbningsnummeret “Something Is Squeezing My Skull”, der lige sætter scenen effektivt. Morrissey kan have det godt, men når medicinen har fortaget sig, er der heldigvis stadig en hel masse galt med den gamle heltesikkelse.

Morrissey er ofte blevet karakteriseret som en elendighedens mester. En underlig excentriker med for meget weltschmerz i bagagen. Men så overser man fuldstændig, at Morrissey også er og altid har været ustyrligt morsom. Years Of Refusal er således fyldt med uforglemmelige one-liners. En af de bedste følger på “Mama Lay Softly on the Riverbed” med linierne: “Life is nothing much to lose/It’s just so lonely here without you”. På en gang sylespidst og rørende, som det også vises i numrene “I’m Throwing My Arms Around Paris” og “That’s How People Grow Up”, der allerede er introduceret på en opsamlingsplade.

Musikken besidder måske ikke tidligere tiders friskhed og originalitet, og Johnny Marr er andre steder. Til gengæld har Morrissey bestemt fundet en form, der er hans, og som sender direkte hilsener tilbage til hans ungdoms idoler i New York Dolls. Det er direkte, præcist og viser en engelsk crooner, der helt usædvanligt stadig holder et fantastisk niveau.

”There is no hope in mordern life”, synger Morrissey med vanlig præcision i det punkede åbningsnummer “Something Is Squeezing My Skull”. Det er muligvis rigtigt. Men der er Morrissey, og det er alt rigeligt.

Tags from the story
Written By

Thomas Ladegaard er født i 1970 og cand.comm. fra Roskilde Universitets Center. Han er partner i LADEGAARD A/S og har udgivet to bøger. Thomas har tre børn og bor på Frederiksberg.

Skriv et svar