Mustasch: Mustasch

cover-mustasch-mustasch-2009-300x300

Svenske Mustasch er tilbage i topform

Allerede i første linje i første reelle sang ”Divine Heresy” sømmer forsanger Ralf Gyllenhammar stemningen fast når det lyder ud af højttalerne: “Hey satan, here I am/ It seems like you finally won/ four riders, here they come / children of the earth, run run run”. Så er vi ligesom i gang.

To år efter succesen med Latest Version of the Truth, der inkasserede bandet den eftertragtede Grammis er de svenske rockere i Mustasch tilbage med deres femte studiealbum og hidtil hårdeste plade. Efter hittet ”Double Nature” i 2007 er to af de oprindelige medlemmer skiftet ud med nye kræfter. I stedet for Mats ’Dojan’ Hansson sidder Danne McKenzie nu bag trommerne og leadguitarist David Johannesson har erstattet Hannes Hansson. Udskiftningen har dog ikke påvirket de ligefremme, fanden-i-voldske rockhymner leveret med deres særlige blanding af stoner-metal og rock ’n roll attitude, men der er strammet op på både sangskrivningen og fremførelsen. Foruden træfsikre numre som førnævnte ”Divine Heresy” brillierer gruppen på ”Blackout Blues”, der ligesom ”Tritonus” serveres med usædvanligt tunge doom-riffs.

De nye medlemmer har tilført et frisk pust og på samtlige sange spiller en stærk rytmesektion med udpræget sans for tunge grooves og skrål-med rock. Mustasch MK II er som hugget i svensk granit; solidt, langtidsholdbart og ‘jävligt’ tungt. Gruppen demonstrerer et solidt greb om rockens effektive virkemidler; gode melodier og tekster om druk og det vilde liv. Pladen lugter langt væk af spejlblankt krom og store udstødningsrør og den passer perfekt som passager på en længere køretur. Det er primært numre som ”Divine Heresy”, ”Blackout Blues”, ”Tritonus, Deep in the Woods” og ”The Man The Myth The Wreck” som for alvor hiver karakteren hjem på en i øvrigt bundsolid udgivelse. Når Mustasch leverer stilsikre og stærke sange som de gør her så er de en fornøjelse at være sammen med.

Tags from the story

Skriv et svar