My Morning Jacket: Circuital

Nyt stort album fra My Morning Jacket

Der er ikke noget at sige til hvis My Morning Jacket har kigget med forundring på Band of Horses’ enorme succes. For My Morning Jacket havde rent faktisk nået at udgive fire gode albums inden genrebrødrene i Band of Horses udgav debuten Everything All the Time i 2006, og året inden havde My Morning Jacket udgivet mesterværket Z, der høstede anerkendelse verden rundt. Siden kom Evil Urges (2008) og lagde en dæmper på succesen, men med Circuital, der er bandets sjette studiealbum, er My Morning Jacket atter tilbage på det spor, der potentielt kan føre bandet til toppen.

Det eksperimenterende fra Evil Urges er lagt til side og i stedet er fokus lagt på de gode melodier, de smukke ballader og ikke mindst de store guitar hooks, der vil kunne spille de store stadions op. Noget Band of Horses har haft stor succes med. Selvom Circuital ikke er synderligt eksperimenterende, så komme det alligevel godt rundt i forskellige genrer og viser mange af de sider My Morning Jacket også tidligere har vist – uden at det bliver usammenhængende af den grund.

Albummet åbner ”Victory Dance” lægger stille ud kun med Jim James’ altid smukke vokal og en guitar. Senere kommer der en tromme og en dyb bas indover og nummeret kører stille derudaf, hvorefter der sluttes af med at instrumenterne får frit løb. Nummeret går over i titelsangen, der med sine mere end syv minutters spilletid er albummets klart længste nummer, og som er klassisk My Morning Jacket. Albummets tredje nummer, ”The Day Is Coming”, lyder lidt ala The Flaming Lips. ”Wonderful (The Way I Feel)”, hvor Jim James drømmer sig til en bedre verden, er den første af flere ballader. De andre er ”Slow Slow Tune” og ikke mindst albummets afsluttende nummer ”Movin Away”, der er drevet frem af et afdæmpet piano. Når man sammenligner ”Movin Away” med albumåbneren ”Victory Dance”, er det svært at forestille sig, at de to numre kommer fra samme band – og ikke mindst samme album. Og alligevel fungerer albummet som helhed.

Imellem de allerede nævnte numre ligger tre andre numre, der fortjener at blive nævnt, og som føjer yderlige til albummets mange facetter. Der er ”Outta My System”, der er en sang om det at vokse op, og som indledes med ordene: ”They told me not to smoke drugs, but I wouldn’t listen / Never thought I’d get caught and wind up in prison” og slutter af med: “I’m glad I do it all now I know what I ain’t missing / Glad I went and got it all outta my system”. Der er “Holding On To Black Metal” fyldt med horn og børnekor, og så er der ”You Wanna Freak Out”, der fænger umiddelbart og som har potentiale til at blive et livehit.

Med Circuital har My Morning Jacket begået sit femte gode album ud af seks mulige, og det vil ikke være fair, hvis bandet fra Kentucky ikke snart får et gennembrud, der rækker udover de allerede indviede. For kommende fans er Circuital et godt sted at starte.

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar