My Passion: Inside This Machine

Passioneret kalkulation

My Passions Linkin Park æra rock synes noget bedaget og lunkent på Inside This Machine. Anden ombæring af englændernes kalkule-rettede hardrock med brede heavyflader suppleret af læssevis af corny synths har da visse positive momenter, bl.a. en solid portion energi og enkelte spydspidser af sange, som er skåret ganske fornuftigt, når der gælder melodi, drive og punch. Men overordnet set er albummet fyldt af en lyd med nik og adskillige referencer til andre MTV-spinnende bands, med opulent attitude, ondt-i-kærlighedslivet og instrumenterne spændt til bristepunktet med aggression af den ufarlige selviscenesættende slags.

Laurence Renés og Jonathan Gaskins vokaler kører det efterhånden noget udtrådte parløb mellem aggrostemme- og skrig, og et mere rent poppet stemmebånd, således at det aldrig bliver rigtigt pænt eller rigtigt grimt, men favner masserne. My Passion er arketypen på en pændreng-metal, hvis produktion ikke gør en sensibel teenager fortræd. Lidt forsigtig dobbeltpedalling hist og pist, som om de ikke rigtig vil eller føler sig hjemme på den kant.

Guitarerne får heller ikke lov og plads til at støje for alvor og over hele linjen fornemmes en slags ageren ”som om” man er et fuldblodsmetalband, som er og bliver utroværdig. Produktionens filtrede lyd kan i hvert fald ikke følge med, for man vil ramme for bredt et segment og dermed bliver det hverken eller. Ufarligt glat og lettere prætentiøst ender My Passion med at fremstå, og den passion kvintetten titulerer sig med virker lige så postuleret som sødmælk i en mælkesnitte.

De 14 sange – som i øvrigt er dobbelt så meget som albummet kan bære – omfatter halvslatten prosa om livets psykiske besværligheder og den forbandede kærlighed, som heldigvis mødes af ganske medrivende emo/pop/metal skæringer. Det er hørt hundrede gange før, men er såmænd hverken værre eller bedre end mangt et ligesindet band. Dog har jeg svært ved at kapere de allestedsnærværende og voldsomt cheesy synthindslag, der krydres alt for rigeligt med. Det er muligt My Passion selv mener de er nytænkende, men det ender med at lyde som hvis et eurodanceband deltog i festen med de sortklædte læderboys. Helt forkert og nogle steder så grænseløst irriterende, at det kribler i fingrene for at kyle cd´en ud ad vinduet.

Store armbevægelser og højstemte synthflader pumper lyden op til svulstig pompøsitet. Det dramatiske, glamourøse og dekadente touch får slet ikke fat i mine nervespidser, som ellers med garanti er hensigten. Udadtil vil de engelske prettyboys fremstå barske med masser af hårdkogt attitude, men der skal ikke meget empati til at gennemskue den lille romantiske popdreng gemt i maven på de fem mascaralagte medlemmer.

Er der så kun malurt drivende fra mine taster. Nej ikke kun, for et stykke af vejen rykker det efter hensigten, men når der går sentimental-ballade i gutterne, skipper jeg hastigt videre. Som eksempelvis på den hypersentimentale ”Come back To Me” med flødeflommet kvindekor og henførte klistersukrede vokaler i takt med hårdrockattitude og den klæge ”Guilty Light” – så rock da for satan i stedet for boyband-manerer og klæbrige påtagede følelser, jeg ikke tror over en dørtærskel.

Til gengæld virker en håndfuld træfsikre, effektive og stærke melodier som ”Asleep In The Asylum”, ”Seven Birds”, ”The Girl Who Lost Her Smile”, ”The Mess We Made Of Our Lives” og de potente skarpladte riffs på ”Lily White Lies”, som er albummets bedste og mest konsekvent metalliske nummer.

My Passion skal nok finde deres publikum blandt emo-ungdommen, men hvor ambitionerne og attituderne er rigt repræsenterede på Inside This Machine, står de gode og originale melodier desværre ikke ligefrem i kø.

Tags from the story
,

Skriv et svar