My Silent Wake: IV Et Lux Perpetua

Syv gedigne numre og et positivt slagtilfælde

Engelske My Silent Wake leverer på deres fjerde langspiller IV Et Lux Perpetua en habil omgang doom-metal. Udspillet er langt hen ad vejen homogent i sit udtryk, men til sidst må bandet have fået en mindre hjerneblødning, for det afsluttende nummer er fuldstændigt ude af kontekst med resten af albummet.

Åbneren ”Et Lux Perpetua” og især efterfølgeren ”Death Becomes Us” bæres af gode, bundsolide riffs, gedigen growl og bestået trommearbejde, som i små øjeblikke afbrydes af let prætentiøse englevokaler, der ikke rigtigt flytter materialet nogen steder, i hvert fald ikke mod det bedre. De to numre mangler dog memorabel melodi, brutalitet, kompleksitet, tyngde eller noget helt femte, som kunne løfte englænderne op af det hængedynd de sidder fast i og skille dem ud fra mængden af ligesindede bands.

Endelig, efter de ovennævnte numres noget uvedkommende og faktisk ret tandløse grød, pauvre melodier uden punch eller synderlig fremdrift, mødes man af ”Bleak Endless Winter” som indeholder al den tyngde og gennemslagskraft starten mangler. Her sker et markant kvalitativt nøk opad. En herlig thrash intro med velskabte marchtrommer marcherende direkte ud på slagmarken signalerer viljestyrke, mens midtersektionen er goth-metal som My Dying Bride lavede den tidligere i karrieren. Grandiose guitarsoloer og -flader afstemmer nummerets flotte og mørke stemning.

På ”Father”, som ender med at være albummets bedste, altså når det kommer til doom delen, mødes man første gang af en ren vokal, vekslende med growl og en vældig tyngde, som i sit adstadige tempo er helt på linie med doom-metallens inderste væsen. Også her får den gotiske lyd en velvalgt plads i My Silent Wakes univers. Som Opeth i de unge dage i samarbejde med Sisters Of Mercy.

”Graven Years” har gode riffs, masser af saftig bund og vægtig tyngde, der får endnu flere kilo på vægtkontoen med de beskidte og nedstemte guitarer, som nummeret skrider frem. Tempoet holdes klædeligt i ave, mens guitarerne mod enden oparbejder store, voluminøse og sørgmodige post-metal flader, så tårerne løber som tykt blod ned ad strengene.

”Between Wake And Sleep” lægger ud med 70´er boogie blues rock, godt nok i den tunge ende men alligevel, og mens man undrer sig over det besynderlige skifte, ændres der pludselig igen spor og nu serveres death´n´roll ala Entombed, uden at My Silent Wake kan matche de hårdtslående svenskere. Som om det ikke var nok skifter bandet igen karakter og ender ud i ren death-metal, med dødsrallende nærmest gurglende growl, som var englænderne indgået i en uhellig alliance med amerikanske Morbid Angel.

Den lidt udefinerbare skæring toppes på alle måder i grublende undren over afslutteren ”Journey´s End”. Den underlige afslutter er faktisk et overordentligt medrivende og tungt eksekveret rock´n´roll nummer. Superfedt og catchy as hell, sunget med en vokal som er Ozzy Osbourne værdig, men også en så markant afstikker fra resten af pladens lyd og genre, at man undrer sig over, om det mon er samme band man lytter til. Der er i hvert fald tale om total kontekst forvirring på metallisk plan. Mærkeligt – men godt det er det fandme!

På doom fronten gør My Silent Wake det såmænd helt okay. Jeg kan godt lide genren, med dens slæbende tempo og duknakkede fremstilling af sørgmodige og melankolske stemninger, gravalvorlige og dybe bund, men også himmelvendte og grandiose øjeblikke af stor skønhed, selvom det indimellem kammer over i prætentiøst pladder. Men My Silent Wake er oppe imod mange gode udøvende bands og her kommer de altså til kort i længden på IV Et Lux Perpetua. Faktisk er den stilafvigende ”Journey´s End”, det allerbedste jeg kan finde på kvintettens fjerde udspil og det er jo lidt uheldigt for briterne.

Tags from the story

Skriv et svar