Nell Bryden: What Does It Take

Country, western, traditioner og forudsigelighed

Hun er kun lige omkring de 30, men den amerikanske sangerinde Nell Bryden lyder som én, der har været en del af den amerikanske country-pop tradition i dobbelt så lang tid. Det kan både forstås positivt og negativt, og det er for så vidt også meningen. For alt imens Nell Bryden udtrykker en enorm rutine og modenhed, som er nødvendig for at man kunstnerisk fungerer i denne genre, så virker hun også ligeså låst af traditionerne, som mange af hendes kolleger, og det betyder, at hun bliver lidt for forudsigelig og kedsommelig i længden.

Det er ballader som ”Not Like Loving You”, ”Helen’s Requiem” og ”Green Dress”, der for alvor understreger den måde, hvorpå Nell Bryden hænger lidt for fast i de gamle traditioner. ”Only Life I Know” har godt nok mere tempo, men er ligeså forudsigelig, mens ”Goodbye” heller ikke rykker ret meget nyt over scenekanten.

Der hvor Nell Bryden viser, at hun hører til en lidt yngre generation af countrymusikere, er også der, hvor hun for alvor bliver interessant. ”What Does It Take” har således en vis dybde og holdbarhed, der giver et lidt mere moderne og nytænkende indtryk, ligesom den Cash-lignende rastløshed under ”Where The Pavement Ends” er med til at give en skarpere kant med mere karakter og udtryk. Også ”Second Time Around” har lidt mere udtryk og kant at byde på, og disse to numre er de mest bemærkelsesværdige hos Nell Bryden.

For det generelle indtryk er, at selvom udførelsen er upåklagelig og kvaliteten af Nell Brydens album ganske fornuftig, så er der ikke meget nyt at hente, og lidt for ofte kører pladen i hak i de countrytraditioner, der har umanérligt svært ved at lade sig modernisere og forny. Bryden forsøger et par gange med held, og tør hun gennemføre sit bud på en moderne country-lyd, så kan det blive interessant at følge hende fremover.

Tags from the story

Skriv et svar