Neotek: Sex, Murder & Rock´n´Roll

cover-neotek-sexmurderandrocknroll-2010-300x300

Effektive melodier og virkningsfulde beats, men vokalen trækker ned

Er man begejstret for 80ernes og 90ernes EBM og industrial, med koryfæer som Front 242, Skinny Puppy, Nitzer Ebb, Ministry og adskillige andre bands i en sæk blandede bolsjer med det til fælles, at de dyrker det mørke, dystre, melankolske og aggressive, i en lyd mættet af synths og bastante trommer ofte i marchtempo, med støjende guitarer eller keyboards distortede med masser af noise så de lyder som samme, ja så bør man måske tjekke vores egen scenes Neotek ud.

Trioen har efter flere pauser mellem udgivelser, nu kastet Sex, Murder & Rock’n’Roll i handlen. Det ikke just subtilt betitlede album, følges af et effektfuldt og noget sensationshungrende cover, som sikkert ganske efter hensigten, har skabt både ravage og censur på både diverse nettjenester og hos udenlandske distributører.

Sex, Murder & Rock’n’Roll er ganske gedigent udført indenfor genren og Neotek kan uden tvivl deres elektroniske historiebog forfra og bagfra, tillige med et udpræget øre for og en internalisering af de tydelige inspirationskilder. Neotek kan forbillederne til fingerspidserne og selvom man måske kunne ønske sig et lidt mere selvstændigt udtryk, skal musikverdenen jo ikke altid fødes på ny. Nyskabende kan man derfor ikke skyde Neotek i skoene, men hvad gør det hvis man har forkærlighed for den både hårdtslående og melodiøse industrial/electrorock.

Min primære anke er vokalen, som med sin tykke danske accent skurer i mine ører. Værst i åbneren ”My Shiny 44”, men også i den ellers udmærkede ”Right Or Wrong”. Musikken spiller som den skal og pumper både energi i fødderne, ryster øregangene og vækker glæde med melodiske fuldtræffere, men det er altså svært at abstrahere fra en vokal som lyder så danglish. Når man så oven i hatten mødes af lettere dilettantiske tekster, statements og punchlines, som man ikke ved om man skal opfatte som pasticher, klicheer eller et ønske om at parafrasere ovennævnte bands. Ufrivilligt komisk bliver det i hvert fald indimellem i mine ører og det er lige før man kunne have ønsket sig en enten instrumental plade eller at vokalisten bare bevidst mumlede utydeligheder eller opfandt et fiktivt sprog, som Sigur Ros gjorde med deres Hopelandic, for den kraftige røst med overskud, volumen og dybde er faktisk ikke så ringe.

Tidligere nævnte ”My Shiny 44” er en både stupid og perfid hævnsang omhandlende en mand, som går amok med sin Dirty Harry gøb, og hvor en udpræget litterær ener som Nick Cave kan føre et sådant scenarium til ende med forbløffende resultat i ”O’Malley’s Bar” fra Murder Ballads, er Neotek altså i en helt anden tekstuel klasse og jeg griner mere, end jeg skræmmes eller fascineres af nummeret. Det har utvivlsomt ikke været tanken. Jeg citerer:

It all began when my woman kicked my ass out.
She said: Leave now motherfucker and never come back.
I went into this bar just to clear my head.
Then some fucking idiot just bumped into me.
I yelled: Motherfucker you have any idea who the fuck I am.
He just laughed at me and said: Hell no motherfucker and I don´t give a shit.
There´s was only one thing to do – I reached down and pulled out my shiny 44.
It was still smoking when I left the bar.
I stopped a taxi and I told the driver: This drive is for free or your dead.
It was about time to set things straight.
Back home I heard noises coming from the bedroom.
That bitch she was fucking Noel from next door.
Once again there was only one thing to do.
I reached down again and I pulled out…..

Tjaah, du kan selv føre den til ende!

Når det så er sagt, er der flere godbidder på Sex, Murder & Rock’n’Roll. Fra ”Right Or Wrong”’s Ministry-influerede slagsang, med en decideret rocket tilgang, et super fedt omkvæd og synthattacks som virkelig rykker og kalder på repeat. En slags elektronisk Mustasch. Over ”Revolver”’s Rammstein-parallel, igen med tekster man helst havde undværet, men med virkningsfulde electrodetonationer og god fornemmelse for hvad kunne blive et lille elektronisk hit. ”Rout”’s synthriff lyder som midtfirser Depeche Mode og styrker nummerets mangler.

Allerbedst er finalen ”Eitelkeit”, med den tyske sangerinde Lysz fra Divamee og Welle:Erdball. Et knaldgodt nummer med referencer til Depeche Mode og Polarkreis 18. Det klæder Neotek at få en kvindelig sensuel stemme, som modvægt til den aggressive og millitant bastante vokal bandet ellers benytter sig af. ”Eitelkeit” har desuden fat i den lange ende med hensyn til det synthpoppede udtryk og det burde drengene gøre mere ved, for det er et både indtagende og langtidsholdbart nummer, som klart og ublu bekender sig til den noget blidere og poppede electronica.

Tags from the story

7 kommentarer

  • “Eitelkeit” er netop nævnt fordi den stikker ud ad sammenhængen, og fordi den qua sit anderledes udtryk, ville være en kærkommen og særdeles farbar vej for drengenes fremtid….. Altså efter min beskedne opfattelse.

    Synes det klæder bandet med en mere nuanceret palet, end den demonstrativt hårdkogte.

  • Interessant anmeldelse…

    Sjovt at nummeret ”Eitelkeit” fremhæves, når nu lige netop denne sang absolut ikke passer ind i helheden med de øvrige numre på pladen…

    Personligt så jeg helst at man havde udeladt “Eitelkeit” fra pladen, da jeg ikke synes den kvindelige vokal passer ind i sammenhængen…

  • Syntes ellers at coveret er udtryksfuldt og lever fint op til titlen..

    Måske Carsten bare ville ønske at det var en nøgen mand istedet ;-)

  • Så, så Carsten, nu ikke så bly og victoriansk – det her er den moderne og rå verden. No mercy fra robotterne.
    Arnold ville elske det:-#

Skriv et svar