Neurosis: Honour Found In Decay

 

Mesterstykke fra kraftfulde Neurosis

Efter 27 års virke og fem år efter Given To The Rising lander Neurosis nu deres ellevte album. Honour Found In Decay er et monstrøst album, der over syv episke sange og tres minutter trækker veksler på lytterens grundfæste, for det er alvorstunge og ubønhørlige sager man præsenteres for. Det er der såmænd ikke noget nyt i, når man taler om Neurosis og ved første lyt er der umiddelbart heller ikke meget nyt under den evigt vigende sol. Og så alligevel, for når man for alvor nærlytter det monolitiske monster af et album, er der forskelle fra tidligere. Neurosis henter fortsat deres styrke fra urmenneskets og naturens kræfter og jordbundne farver og de fire elementer er fortsat de foretrukne udtræk fra paletten, når man indløser billet til den tribale frådende og kompromisløse metalstamme fra Oakland, Californien.

Som altid hos bandet føler man sig ofte hensat til afgrunden, stirrende ned i et bundløst dyb af mismod og indestængte emotioner, mens man mærker den overvældende og bogstavelig talt fysiske styrke på egen krop. Bandet fylder deres instrumenter med så megen vital kraft, at de nærmest kæmper for at holde dem i ave inden de splintrer. Det kræver mandsmod at indtage deres monumentale sange rige på transcendentale og stormfulde klimakser, gutturale brøl og massivt insisterende muskler. På Honour Found In Decay trækkes der tråde til så forskellige orkestre som Godflesh, Mark Lanegan, Mogwai og Godspeed! You Black Emperor i et 1 til 1 målestoksforhold med episk post-metal ala Isis og Pelican, men i denne ombæring er der momenter, der viser nye sider af foretagendet.

Indgangsnummeret ”We All Rage In Gold” forbløffer, for efter en stille baslinje og et riff, der vel i grunden har mere til fælles med dyster blues end sludge-metal, mødes man af noget af det mest straight forward rock hørt fra Neurosis´ hånd nogensinde. Selvfølgelig holdt i dunkel mol med Scott Kelly pondusfyldt erklærende: ”I Walk Into The Water/ To Wash The Blood From My Feet”, men alligevel svært uimodståelig og uhørt melodiøst. Vidste man ikke bedre, ville man som lytter gætte forbi monstersekstetten, indtil nummeret sættes lidt på standby og Kellys raspende og blodsprængte vokal taler olmt og mørkt i et grublende stemningsleje, hvorpå der endelig sættes ind med signatur-benhårde og granittunge guitarstykker i samspil med Kellys brøl fra hinsides denne verden. Den mand kan skråle så adrenalinen pisker rundt i kroppen og man aldrig er i tvivl om, at han mener hvert et ord han synger. Så kender vi igen det überkonsekvente og nådesløse band.

”At The Well” er mere klassisk neurosis-lyd med ulmende og hårdt skårne dybt furede guitargennemtræk sat i scene med tonstunge trommer og Kellys skånselsløse og stejlt brølende stemme, der holder dig fast i en uhyggeligt stram og voldsomt omfavnende skruestik af lige dele desperation og lidelse. Men inden da begynder nummeret med en ensom og hjemsøgt guitar, der suppleres af Steve Von Till´s mørke efterhånden Mark Lanegan-lydende vokal og her mærker man, hvor fornemt Neurosis indkorperer de to vokalisters sikre arbejde på solofronten i moderbandet. Nær-stilhed afløses af opbyggende skyer af sej og brutal guitardistortion, der indimellem moduleres så det fremstår som sækkepiber og trommeskindene tæskes ondt og hårdt med lige dele præcision og sneglefartslignende percussiontakt.

Neurosis er mestre i at lege med spændingsfelter og skifter med sikker hånd mellem at holde igen, vente – ofte længere end forventeligt – for så at bryde ud i ekstreme orgiastiske eksplosioner, der rammer en som en rambuk. Produktionen varetages for femte gang i streg af Steve Albini, som klæder bandets lyd, for det bringer en fornem intimitet ind i amerikanernes ellers groft skårne og isnende smukke doom-passager.

”At The Well”´s mellemstykke er et studie i sig selv, for her meldes på vokalsiden om skyggeverdener, og der røres i den heftigt melassetykke suppedas med syrlige orgelornamenter, mens det lyder som om både vokal og bas/guitar kæmper en ulige kamp, for at bryde fri af de tunge metallænker.

Inden man gispende får lov til at trække vejret, brydes stilheden af de lurende cinematiske introtoner til ”My Heart For Deliverance” som er det helt store centrale midtpunkt, der over små 12 min. præsenterer psykedeliske og tindrende smukke postrock-mellemstykker og noget så Neurosis-uvant, som et nærmest iørefaldende melodisk omkvæd og tilmed små rolige ambiente klaversekvenser. Kommer man uvilkårligt til at tænke på Mogwai, ja så er man overbevist om parallellen, når en lille afspillet monolog hvori en kvindestemme henført reciterer om stjerner, næsten Copy-paster ”Yes I`m A Long Way From Home” fra Mogwai´s debutalbum Mogwai Young Team. Det suppleres i finalen af keltisk simulerede synth-horn og violiner, der afrunder det suggestive og magiske nummer på majestætisk vis. Bedst som man tror, at stormen er redet af og åndehullet er i sigte isætter ”Bleeding The Pigs”, der pendulerer mellem tribal ragnarok og lyriske passager af stor ynde.

”Casting Of The Ages” åbner med harmonium, henholdende guitarlinjer og en Kelly der synger med en dyb, men varm gravrøst, som var også han Mark Lanegan´s alter ego. Det varer dog ikke ved – det er vel Neurosis – og der trædes nu på tyngdepedalen, mens Kelly finder sit vanlige brøleleje. Det hele munder ud i en ualmindeligt tung outtro, der slæbende sniger sig mod enden, som et skamskudt vortesvin i opgivende smertevandring mod den sikre død. Den følelse har septetten et eminent øre for at skabe og det er præcis det der gør, at man kun bør frekventere Neurosis, når man ligger inde med mentalt overskud.

Kelly synger på ”All Is Found… In Time”:  ”Cracking The Bones/ To Get To The Marrow” og det er for så vidt Neurosis fornemmeste evne. De gnaver sig helt ind i marven af dine knogler og giver kun sjældent slip. Et andet sted synges: ”The Water Flowing/  Slow And Black”, også et signalement af Neurosis agenda. Sort og langsomt holdes man i et melankolsk jerngreb uden mange åndehuller

Honour Found In Decay er en mageløs plade – hvorvidt det er Neurosis bedste album vil tiden vise – men efter ”Raise The Dawn”´s sørgmodige violiner lukker det massive værk, er man gjort af overjordisk stof, hvis man uden pause tør trykke på play én gang til.

Jeg har efterhånden de fleste af Neurosis´ plader i samlingen og holder meget af dem alle, men vælger dem til med varsom omhu.  I det rette humør er de sært befordrende for katarsis og dermed forløsende, i det forkerte humør er de klaustrofobiske og knugende ubehagelige. Én ting kan man i hvert fald sige om Neurosis – du bliver nødt til at forholde dig til dem med liv og sjæl, for de nægter at slippe taget før stormen er passeret.