Neutral Milk Hotel: In The Aeroplane Over The Sea

cover-neutralmilkhotel-intheaeroplaneoverthesea-2005-300x300

Kærkommen genudgivelse af 90’er lo-fi mesterværk, bedre bliver det ikke

Neutral Milk Hotel. Hvis denne komplet ulogiske sammensætning af ord, får en gigantisk klokke til at ringe, kan man med fordel stoppe læsningen allerede nu, for der er med denne anmeldelse tale om en rekanonisering af et af halvfemsernes mest gudbenådede og indierockende grupper. Hvis ikke kan man med rette læse videre, for sjældent er undertegnede blevet blæst omkuld og rejst op igen så eftertrykkeligt. Og der er tale om et sus, der forplanter sig helt inde i sjælen, og man må skråle med eller cykle hurtigere, bare gøre et eller andet. For gud hvor er det godt, og gud hvor går det godt med Neutral Milk Hotel på repeat i ørebøfferne og livet på standby. Der skal ikke herske nogen tvivl; Neutral Milk Hotel er simpelthen så fremragende, at man tror det er løgn, og man må tage sig til hovedet og hjertet og forbande de år, hvor man ikke kendte til bandets eksistens.

Hvad der senere skulle vise sig at blive til Neutral Milk Hotel begyndte oprindeligt som en støjrock trio bestående af de tre barndomsvenner Jeff Mangum, William Cullen Hart og Bill Doss. Alle tre voksede op i den samme lille by i Louisiana, og dannede i første omgang gruppen Cranberry Life Cycle, som derefter blev til Synthetic Flying Machine. I 1993 forlod Mangum gruppen, og Hart og Doss dannede i stedet Olivia Tremor Control. Mangum begyndte sammen med en anden barndomsven, Robert Schneider, at indspille musik under navnet Neutral Milk Hotel, samme Schneider dannede senere gruppen The Apples In Stereo. Alle tre grupper Olivia Tremor Control, The Apples In Stereo og Neutral Milk Hotel var i midten af halvfemserne primære flagskibe
for pladeselskabet Elephant 6, et slags kollektiv for ligesindede lo-fi indie grupper, hvor de forskellige musikere medvirkede på hinandens plader og alle delte den samme musikalske vision inspireret af grupper som The Beatles, The Beach Boys, The Zombies, Pink Floyd og Sonic Youth.

I 1996 udkom så Neutral Milk Hotels meget roste debutalbum ”On Avery Island”. Jeff Mangum spillede stort set samtlige instrumenter, mens produktionen var overladt til Robert Schneider. Selv kaldte Mangum genren for ”fuzz-folk”, og der var da også tale om sange, der var deciderede folkede i deres udgangspunkt, men som blev krydret med fuzzede guitarer i bedste The Jesus And Mary Chain stil. Sådan ville Dylans første plader have lydt, hvis han havde haft Reid-brødrene som producere. Lyden var skramlet og upoleret, og kompositionerne var skitseagtige og for det meste skåret over tre-fire akkorder, men samtidig besad de en enkelthed og en melodisk kvalitet, der var helt uovertruffen og uhørt catchy. Man skal tilbage til syrehovedet og crazy diamond-Syd Barrets soloproduktioner for at finde deres lige. Helt i samme psykedeliske Barret-ånd afslørede Jeff Mangum sig som en yderst original tekstforfatter med sans for det komplet syrede og abstrakte, samtidig med at han i korte, glasklare sekvenser berørte de universelle paradokser mellem to elskende. Selv udtaler han om sine sange: ”All of my songs are my life, y’know? I have a little dreamworld in my head and I just sing about it. I don’t really understand it either, or understand it in a way that I could express verbally”. Ligeså kunstnerisk afvæbnende og naivistisk fortsætter han: ”Most of my songs were recorded for friends, a friend would be depressed or having a hard time and I’d write a pop song for them to make them feel better”. Af samme grund er ”On Avery Island” i al sin grimme og dårligt optagede støj, overstyrede guitarer og kompromisløst spillede trommer, kryptiske tekster og Mangums insisterende, nasale vokal, der nærmest fungerer som et instrument i sig selv, usædvanligt rørende og sørgmodigt smuk.

I 1997 udkom så det, der skulle vise sig at blive Neutral Milk Hotels kommercielle mesterværk, den pænere men stadig lo-fi-inspirerede ”In The Aeroplane Over The Sea”. Lyden var blevet mere nuanceret. De fuzzede guitarer var ikke længere så toneangivende, som det havde været tilfældet på forgængeren, til gengæld var der levnet plads til akustisk guitar og andre mere spidsfindige, musikalske virkemidler. Nu var lydbilledet præget af trompet, basun, harmonika, sækkepibe og sågar en sav. Grundformlen var dog stadig den samme, en enkelt, iørefaldende guitar-komponeret melodi tilsat Mangums nu endnu mere entusiastiske vokal. Det var alt sammen med til at gøre albummet mere alsidigt, og tilsyneladende også mere attraktivt. ”In The Aeroplane Over The Sea” har indtil videre solgt 141,000 eksemplarer i guds eget land, og genudgivelsen skulle gerne være med til at forhøje dette relativt beskedne salgstal.

Fra de første akustiske toner bliver slået an på den formidable åbner ”The King Of Carrot Flowers Pt. One”, er man i selskab med en gal/genial sangskriver, som er af en kaliber, rockhistorien kun har budt på få gange, hver og en epokegørende for sin egen tid, førnævnte Syd Barret, Brian Wilson, Daniel Johnston og altså Jeff Mangum. Ikke at det ligefrem er et kvalitetsstempel i sig selv at have psykiske problemer, men det hjælper tilsyneladende. Helt så galt står det dog ikke til med Mangum, men hans sange er gjort af samme skrøbelige, ustabile og impulsive stof som de tre ovennævntes. Men tilbage til åbningsnummeret som er et rørende portræt af kunstneren som hvalp, om overgangen fra barn til voksen og om at flygte fra virkeligheden og samtidig indånde den til fulde når den er bedst og forelskelsen og forundringen størst. Det er Jeff alene med sin guitar, senere støder en søgende harmonika til, samtidig med at teksten stiger i intensitet. Det er uimodståeligt, rørende og fantastisk: ”When you were young you were the king of carrot flowers, and how you built a tower tumbling through the trees, in holy rattlesnakes that fell all round your feet. And your mom would stick a fork right into daddy’s shoulder and dad would throw the garbage all across the floor, as we would lay and learn what each others bodys were for”. Jeff Mangum har en evne til at skabe uforglemmelige billeder, der ikke giver nogen umiddelbar mening, men alligevel kan man se det for sig. Barndommens fantasiverden hvor et blomsterbed kan blive til en eventyrlig jungle, der holder den skræmmende virkelighed på afstand. Den helakustiske ”Two-Headed Boy” (albummets måske bedste) byder ligeledes på fantastisk, kryptisk billedsprog, der ikke lader sig forklare, men bare skal opleves igen og igen i al sin uforståelige herlighed, og dog, man forstår det jo godt: ”Two-headed boy/ with pulleys and weights/ creating a radio played just for two in the parlor with a moon across her face/ And through the music he sweetly displays silver speakers that sparkle all day/ Made for his lover who’s floating and choking with her hands across her face/ And in the dark we will take off our clothes”.

Der er også blevet plads til lidt fuzz-folk, som man kender det fra debuten. ”Holland, 1946” banker afsted med sløsede, skramlede trommer og masser af overstyring på både guitar og bas, og ”Ghost” er simpelthen noget af det fedeste, man kan udsætte sine øregange for, hvis de er til fuzzet up-tempo country med glimt i øjet og falsk vokal på den fede måde. Og hvem er ikke det? Her går alt op i en højere enhed og ender i et sækkepibeskabt klimaks. Jo tak.

Jeff Mangum har siden udgivelsen af ”In The Aeroplane Over The Sea” og den efterfølgende tour holdt lavprofil. Han har udgivet et album med bulgarsk folkemusik, men indtil videre er der ingen forlydender om hvorvidt, han skulle være på trapperne med noget nyt. Forleden dukkede han dog op på scenen og sang med på to numre, da hans tidligere venner fra det nu hedengangne Olivia Tremor Hotel spillede reunion koncert i New York. Det er dog ikke sandsynligt, at Jeff Mangum vil udgive endnu et album, derfor er der på Amazon.com oprettet en guide til hvordan man dulmer sine Neutral Milk Hotel abstinenser, der ikke har fået næring siden 1997. Magnetic Fields foreslås som et muligt fix, og kan da også stærkt anbefales herfra, helt det samme rush er det dog langt fra. Som afhængig er man derfor prisgivet, som nybegynder derimod kan det anbefales straks at suse ned til sin lokale pladepusher og anskaffe sig denne genudgivne lo-fi klassiker. Bagefter kan man så drage på nettet og finde en side der distribuerer ”On Avery Island”, om muligt et endnu større mesterværk. Men så er man også king of carrot flowers, og det er immervæk noget.

Tags from the story

Skriv et svar