Niceland: Make No Sound

cover-niceland-makenosound-2009-300x3001

Loungepop med elementer af jazz og folk

Danske Niceland debuterer på eget selskab med 10 gennemarbejdede skæringer + et enkelt first take bonus-track, som bare skulle med. Albumtitlen er stærkt misvisende, for Make No Sound er fyldt med (vel)lyd, og der er ikke mindst et tilbageholdt åndedrag i mange af kompositionerne, som understreger lyden og lader melodierne fremstå i alle deres gnistrende detaljer. Lyt selv til tredje skæring ”I Can Say”, hvor perkussionen ligger som et diskret, bagvedliggende tordenvejr, og Christian Achton Friis’ vokal foldes ud i en smertelig sang om den kærlighed, der bare ikke er der mere.

Stilen er loungepop, men der er meget på færde i Nicelands numre. Det er ikke tilbagelænet baggrundshygge med blikket stift rettet på de kommercielle salgslister. Der er derimod en både ydmyg tilgang og et højt ambitionsniveau i de fængende flotte melodier. Kvintetten har med deres positive og nærmest underspillede melodier også skabt en kvalificeret modvægt til al den doom, death, gangsta og ikke mindst hårdt pumpende pop, der ellers fylder godt op i det moderne musikalske landskab. Der er hos Niceland en insisteren på at spille den gode, sarte melodi på dens egne præmisser i et forsøg på at få netop den lyd frem, som bedst klæder den stemning i netop det nummer.

Umiddelbart minder Niceland meget om svenske The Confusions, som også har melodien og først og fremmest stemningen som udgangspunkt. Så kan man altid drapere sangen i sine musikalske gevandter bagefter.

Der er også momentvis den samme glasklare skrøbelighed som hos amerikanske Eva Cassidy, men også en skurrende skramlen ude i kulissen som hos Tom Waits. Men først og fremmest er det lykkedes Niceland at skabe deres egen lyd med en række melodier, der er både skridsikre og langtidsholdbare. Onde tunger vil måske hævde, at der er lidt for meget Tim Christensen over Friis’ vokal. Men i mine ører hæver niveauet sig langt over Christensens klynkepop, og besidder en egen sjæl og styrke, som kommer eminent til udtryk på eksempelvis ”Breathe To Try” og ”As Long As You’re Happy”, som begge forener den ulmende uro, der langsomt kryber ind under huden med en nærmest jazzet folk på piano og perkussion.

Make No Sound er noget så sjældent som et debutalbum med et usædvanligt højt niveau på melodisiden, og det faktum, at bandet ikke er lykkedes at trænge igennem til de etablerede pladeselskaber, understreger blot to ting: At Niceland er alt for originale til det smalle og kalorielette popmarked, og at det heldigvis er muligt at producere kvalitetsmusik på egen hånd. Opgaven bliver at få albummet distribueret og synliggjort. Men Make No Sound fortjener den opmærksomhed der skal til, for at komme ud til det publikum, der søger intelligent, sart og modig sangskrivning.

It’s good to be in Niceland!

Tags from the story

Skriv et svar