Niceland: Ordinary Freak

Skrøbeligt loungepop uden kant

Københavnske Niceland følger op på debuten Make Mo Sound med endnu en håndfuld sange i grænselandet mellem sarte ballader og kvalitetspop, der lever som stille eksistenser uden andet ærinde end fortællinger fra lavlandet. Der er ikke meget på færde hos Niceland, og det, der startede som modige popperler på debuten, risikerer med Ordinary Freak at falde ned i pænhedens intethed, hvor der ikke stikker nok ud til at efterlade indtryk af andet end konturløst loungepop.

Men som på debuten bliver man nødt til at anerkende københavnernes insisteren på den stilfærdige melodi, der benytter sig af elementer fra ganske regelret pop, lidt smooth jazz og et gran countryfolk. Sanger Christian Achton Friis lyder stadig som en klon af Tim Christensen, hvilket absolut ikke er en kompliment, men kvalitetsniveauet hos Niceland er heldigvis stadig langt højere end hos klynkepoppens stormester. I det mindste breder Nicelands musik sig langt mere ud i det bagvedliggende musikalske landskab med masser af lækre detaljer. Men man skal være lydhør for at fange albummets delikate sound, og er man ikke tunet ind på det underspillede og lavmælte, forsvinder sangene som luftige størrelser, der ikke har kant og profil nok til at blive hængende i bevidstheden som andet end behagelige og kølige vinde på en varm sommerdag.

Ordinary Freak vil næppe vælte nogen omkuld, men bandet skal have ros for deres vedholdende satsning på det ydmyge og det sarte udtryk, de har fastholdt på begge deres foreløbige albums. Det vil dog klæde bandet at sætte lidt mere kød på de musikalske knogler og få spændt musklerne til næste gang, hvis det hele ikke skal ende i anonyme og forbipasserende popmelodier.

Tags from the story