Nick Cave & Warren Ellis: The Road – Original Film Score

cover-nickcavewarrenellis-theroad-2010-300x300

Sørgmodige stemninger til en fremragende film

Soundtracks er altid en underlig størrelse. Har man set filmen inden musikken ryger på, kan man genkende visse scener og det bliver så måske mere et billedligt deja vu, end en egentlig musisk oplevelse. Har man ikke set filmen, skabes der et væld af stemninger og billeder i hovedet i kraft af musikken, men man griber måske musikken mere auditivt an, end havde man filmen present på nethinden. Uanset er det springende punkt, om albummet formår at stå alene og om der er kød nok på numrene til, at det kan retfærdiggøre en udgivelse.

Nick Cave og Warren Ellis har nu lavet soundtracket til den fremragende, smukke, rædselsvækkende, rørende, tankevækkende og  post-apokalyptiske John Hillcoat film The Road. Det er hverken første gang de gør det, ej heller første gang med Hillcoat, som de lagde toner til, i den ligeledes fremragende film The Proposition og som Cave i øvrigt skrev manuskript til. Endvidere har makkerparret lavet musik til filmene The English Surgeon, The Girls Of Phnom Penh og ikke mindst den poetiske og smukt fotograferede The Assasination Of Jesse James By The Coward Robert Ford og samlede lidt af materialet fra begge film kombineret med rariteter og uopdrivelige kuriøsiteter på sidste års White Lunar. Så soundtracks er ikke de to distingverede gentlemen fremmede.

Albummet fanger filmens mørke, sørgmodige og dystopiske stemninger på fornem og indfølende vis. Og stemninger er hvad der i ordets bogstaveligste forstand er tale om på The Road, for der er ikke skyggen af vokal fra den ellers kompetente patriark Cave på udspillet. 17 instrumentale stemningsbilleder er hvad man præsenteres for i selskab med de to enere og det svinger fra det sublime, til de lidt mere jævne intermezzo-agtige suiter.

The Road’s instrumentering består, ud over Cave’s klaver og Ellis’ violin, af et strygeorkester og lejlighedsvise bas og percussion momenter.

”Home” som åbner pladen, lyder fuldstændigt som David Sylvian’s himmelsmukke titelnummer til Brilliant Trees, selvsagt uden vokal og det kan sagtens forsvares og fungere uden tungebånd, for musikken alene er så inderligt rørende, at man bjergtages fra første anslag.

Herfra udgøres albummet af tre kategorier; uhyggenumrene, de mere anonyme og i musikalsk forstand fluevægtsnumre og så de mere substantielle numre, som uden diskussion kan stå alene og som vækker grobund for, at man som lytter bliver sulten og gør indsats for gentagende lyt.

”The Cannibals”, ”The House” og ”The Cellar” hører under førstnævnte, titlerne siger vist egentlig det hele, med ildevarslende indledninger, som over tid ender i infernalsk og mareridtsskabende støj og horrorvioliner, som var man inviteret tilbage til slutfirserne i selskab med Einstürzende Neubauten. Har man ikke set filmen, er man ikke et sekund i tvivl om, at de scener er møgubehagelige. Når man som jeg, lytter til værket med headphones, bliver man gennembanket og grundvoldsrystet, da det indtræffer efter en lang stribe smukke og vegeterende numre, som sætter en i nærmest kataton, men salig og helende tilstand, hvorpå man skånselsløst kastes ind i frenetiske og gruopvækkende sekvenser – bare en advarsel til de som helst hører musik med hørebøffer på.

”The Road”, ”The Mother”, ”Memory”, ”The Far Road” og ”The Journey” hører alle til i den substantielle kategori. ”The Road” er et smukt og sørgmodigt stykke musik, som rammer en lige i hjertekulen, mens ”The Far Road” indeholder et dybt afhængighedsskabende klavertema, som Cave på overlegen vis styrer, så man er sat skakmat og bare er nødt til at hænge på igen og igen.

”The Journey” er det mest traditionelle nummer i rockband forstand, for her optræder for første og eneste gang trommer og bas i selskab med strygerensemblet. Ildevarslende trommer og klaver sammen med de altid tilstedeværende sørgmodige strygere, frembringer et nummer, som tangerer det bedste fra Mogwai, Godspeed! You Black Emperor og Explosions In The Sky’s tyste øjeblikke.

Resten af The Road’s lydbilleder er bestemt fine, men bærer lidt præg af at høre sammen med en film og fremstår mindre interessante alene. Alligevel vil jeg gerne anbefale udspillet til folk, som ynder smukke undergangsstemninger og ambiente forløb, med grådkvalte strygere og tristesseklaver.

Skriv et svar