Nina Kinert: Red Leader Dream

Engang i en fjern, fjern galakse…..

Stockholmske Nina Kinert er kjempefan af Star Wars. En lidenskab hun for alvor udfolder på Red Leader Dream, som er hendes fjerde album. Kinert er for mig ukendt og at dømme ud fra det rædselsfulde new age cover, var det med frygt jeg gik til albummet. Frygten viste sig heldigvis at være ubegrundet, for det der mødte mig var – på trods af få trivialiteter – en helt igennem stor plade.

Kinert har selv skrevet, produceret og indspillet Red Leader Dream og den slags kan hurtigt ende i noget tunnelsynet, navlebeskuende musik, som tilfredsstiller få andre end artisten selv. I hvert fald mangler der nogle gange i sådanne enkeltmandsprojekter, et sæt kritiske øjne eller ti når man vurderer udkommet. Det har på ingen måde været nødvendigt hos den svenske galaksedronning og selvom hun har fået hjælp til mixet af den glimrende Christoffer Berg (Fever Ray, The Knife), tror jeg såmænd hun havde klaret det på egen hånd, til samme udelte begejstring som jeg sidder med nu.

Den instrumentelle hjælp står en håndfuld gode kræfter fra den svenske indiescene for og de støtter glimrende op om Kinerts fremragende sange. Resultatet er en atmosfærisk og rytmedrevet drømmepop. Albummet konceptuelle fortælling kredser om ørkenplaneten Tatooine, som Star Wars kendere vil genkende som den planet The Return Of The Jedi udspillede sig på.

Red Leader Dream skal altså ses som en syvende fortælling i populære stjernesaga. Selvom jeg er ynder af George Lucas’ sci-fi univers, er jeg for så vidt komplet ligeglad med de narrative forløb på albummet. Jeg er udelukkende gået til rumfortællingen med musikken for øje, og her er jeg svært tilfreds med produktet.

Jeg er Nina Kinert taknemmelig for, at have beriget min verden med Red Leader Dream. Albummet oser af atmosfære og flotte auditive scenarier, som roterer om fine sange og særdeles forførende melodier. Kinerts vokal er spitzenklasse og den spænder over det skrøbelige og alfelignende og det mere udadvendt sprudlende og vidtspændende. De syntetiske beats som dominerer skiven, mødes af analog instrumentering og pladen veksler mellem moody og introverte numre og mere uptempo af slagsen.

Melodierne svinger fra gode til fremragende, med en lille triade af mindre interessante fusere omkring midterdelen. Der er lagt en stram linje over lyden, men Kinert får meget rum ud af sine forholdsvis asketiske virkemidler.
”Moonwalker” illustrerer eksempelvis hvordan simple beats og et spøgelsesagtigt harmonium i selskab med en flot og egensindig stemme kan bære et nummer alene. På ”Play The World” er simple håndklap katalysator for et groovy og upbeat nummer med masser af charme og en smittende lyst til dans. Igen er det få virkemidler som bruges på allerbedste vis, så man ikke savner en rigere orkestrering.

”Tiger Boy” lægger for med en melankolsk og indesluttet sang i lige linje med Fever Ray, men som bryder ud af den selvvalgte golde synth-spændetrøje og åbner sig som en smuk juvel af varme toner med tiltagende lune på stemmebåndet og afsluttende sørgmodige violiner der runder nummeret flot af.
”Wings” rejser sig mod det uendelige kosmos i en tribal og frapperende spacepop, mens ”4-Ever” kører trippende trommer og sfæriske keyboardflader i stilling, som bobler omkring Kinerts lækre vokal, så man føler sig som en heliumsfyldt pinball-kugle imellem tonerne og hendes salige stemme.

”Down On Heaven” fungerer perfekt med sine repetetive, enkle melodifigurer, mens vokalen cirkulerer henført rundt og løfter det statiske univers flere niveauer op. Det er mesterligt, det Kinert udfører her og det vidner om et stort musikalsk overblik og en retmæssig tro på egen evner – indiskutabelt albummets scoop.

De få minusser på albummet står ”Push It” og ”My Girl” for. De er kedelige og melodisk stillestående og matcher slet ikke resten af albummets niveau. Også på ”Original Sin” kikser det lidt for den svenske prinsesse Leia. Her befinder hun sig i Tori Amos´ boldgade med et pianobårent nummer fuld af patos og melodramatisk stemmeføring. Det bliver for storladent, svulmende og selvsmagende for min smag.

Den lille nedadgående kurve på midten af albummet kan dog ikke rykke ved, at Nina Kinert har masser at byde på og at Red Leader Dream mestendels er en udpræget fornøjelse at være i selskab med.

Skriv et svar