No Age: Everything In Between

Vellykket lektion i støjrockens anatomi

Efter den gode Weirdo Rippers(2007) og den endnu bedre Nouns (2008), har tromme- og guitarduoen No Age denne gang for alvor fat i den lange ende. Tredje gang er lykkens gang og jeg kan dårligt se det gjort bedre i fremtiden. Det er misundelsesværdigt så bredt og varieret et lydbillede, et så minimalt band formår at frembringe. Everything In Between er et topeffektivt og supergennemarbejdet album, på trods af at bandet fra alle vinkler forsøger at få det til at se henkastet og tilfældigt ud.

I forhold til forgængerne er der kommet nye aspekter og facetter på Everything In Between. I hvert fald er det første gang No Age rammer så fyldestgørende rent og rigtigt. Ingen slinger i valsen, men heller ingen forpustethed eller mangel på en fyldigere sound denne gang. Tidligere undgik man ikke momentane savn af bredde og en mere varieret bandkonstellation. Her var lyden indimellem lidt skinger, og man kunne savne dybden fra en bassist. Det er ikke tilfældet på Everything In Between, hvorfor ved jeg ikke for duoen er fortsat basløs, men jeg kan konstatere, at intet savnes i denne omgang. Randy Randall´s guitarer lyder større og mere determinerede. Som seksstrengede fallos angreb. Dean Spunt´s trommeskind er spændt til bristepunktet og mere overbevisende end tidligere og hans vokal mere hjemmevant og alsidig. Sangene er mere sofistikerede og der er i det hele taget komplet greb om tingene i denne tredje ombæring af duoens meritter.

Af nye udtryk er ”Skinned”, der er et helt atypisk nummer for amerikanerne. Her går der nærmest witch house – den voldsomt hypede nye subgenre – i No Age, med sine dragende, spøgelsesdunkle og fortættede teksturer, kringlede trommer der falder som dumpe drøn og snøvlet distanceret vokal. Og det helt uden at det fremstår misledende eller ødelæggende for resten af albummets udtryk. Også ”Dusted” har bånd til den mere udsvævende shoegaze, med baglæns spillet percussion og ”Positive Amputation” er ét langt klaver/feedback univers, som både er underligt og modigt. På ”Life Prowler”, ”Fever Dreaming”, ”Depletion”, ”Chem Trails” og ”Shed And Transcend” er No Age dog tilbage i vante gænge, mens ”Valley Hump Crash” er så tæt på Dinosaur Jr., at den nærmest må opfattes som en homage til Mascis og Co.

Everything In Between er et rigt bord af poppede rockperler sat i en støjramme af stor variation og feedbackede kringelkroge. Et pletskud for de som kan lide korte melodiøse kompositioner, pakket grundigt ind i ørepigtråd og masser af sanselig og pågående vildskab. På en gang fantastisk charmerende og direkte uden doubletakes eller anden studie-bull, men samtidig med et godt øre for det store i det små. Der er virkeligt arbejdet med dynamik, og det i en sådan grad, at det aldrig bliver trivielt eller for smalt, hvilket det asketiske set-up ellers sagtens kunne være tilbøjelig til.

Formen og den ultrastramme lo-fi bandformel ligger tæt op ad bl.a. White Stripes, men hvor White-parret har fødderne solidt plantet i bluesens væsen, er No Age funderet i den klassiske støjrock som den lød i 80´erne. Minderne fra bands som Hüsker Dü, Dinosaur Jr. og Sonic Youth vælter frem af gemmerne, alt imens numrene fyres af i et konstant og galoperende flow. Det betyder ikke at tempoet nødvendigvis er højt hele vejen, men det rykker i den grad når duoen pointerer om og om igen, hvorfor netop de er et band, man er færdigt med blot at holde øje med eller rubricere under det lidet spændende mærkat lovende.

Everything In Between er simpelthen et tæskegodt album, der netop som titlen indikerer arbejder med alt det der ligger imellem det umiddelbart tilgængelige og de direkte konfronterende rockudladninger. Inde under, ved siden af og mellem tonerne ligger et forrygende felt af kringlet, krast, diffust og særdeles virkningsfuldt lag af forunderlige støjflader, feedback, overtoner og hvid distortion, så englene synger og dæmonerne gnægger i skægget. Der er melankoli, foruroligende støvsugerklange, mol-indsvøbte dybdevirkninger og skærrende dissonanser overalt man vender sin opmærksomhed, men samtidig kan man sagtens vælge blot at tage turen, uden at grave spadestikket dybere og man vil stadig kunne tilfredsstilles af de to herrers udsøgte fornemmelse for melodi og rytmik, perlende hooks og catchy omkvæd. Fjernede man al støjen ville mange af melodierne stadig holde vejen hjem.

Hvor både Hüsker Dü og Dinosaur Jr. var trioer med markante bassister og Sonic Youth kunne boltre sig med to guitarister, ja så klarer Spunt og Randall opgaven helt alene – imponerende!

Minimalismen trives altså i bedste velgående hos No Age, som leverer bevisbyrden og argumenterne for forcerne i lo-fi rockens eksistens. Det er netop i den dogmatiske stringens, at californierne har deres særkende.

Tjek dem på Loppen 4. november – det bliver med garanti et drøn.

Tags from the story
, ,

Skriv et svar