No Man Eyes: Hollow Man

cover-NoManEyes-HollowMan-2013-300x300

Den konstante guitarsolo

At vise sin stolthed over sin tekniske kunnen er én ting, men at lade opvisningen udgøre det komplette udtryk for et helt album er et noget andet, og mindre heldigt tilfælde.

Til at starte med skal det understreges at italienske No Man Eyes uden tvivl er et dygtigt band rent teknisk; forsangerens stemme spænder over mange skalaer, trommeslageren er skarp på rytmesiden og guitaristen smider om sig med vilde soloer. Men det bliver for meget af det gode, især sidstnævnte element. Gennem hele albummet er guitarsoloen allestedsnærværende i sådan en grad, at den mere er reglen end undtagelsen og det er ikke en særligt flatterende eller effektiv måde at bruge en guitarsolo på.

Hollow Man bliver, ufrivilligt må man formode, en komisk titel, da albummet netop fremstår meget hult og overfladisk i sin produktion og sangskrivning. Ikke nok med at der er altdominerende guitarsoloer, så er lyden overdrevent poleret. Nu er vi også ovre i den storladende powermetal, men det ville klæde albummet med lidt ufine detaljer til at knække udtrykket af at det skal være perfekt. Det er ikke fordi, bandet ikke kan spille sammen eller ikke er overbevisende som musikere, det er nummeret ”Isolation” bl.a. et eksempel på, men selvom teknikken ikke fejler noget, så lider bandet i den grad under mangel på personligt udtryk. Når man konkurrerer med så mange bands i en af de mere alment populære metalgenrer er det vigtigt, man bliver bemærket og husket, men selv om guitarsoloerne fylder størstedelen af albummet, fylder de ved mange gennemlytninger meget lidt i denne anmelders hukommelse.

Mere fokus på sangskrivningen næste gang, d’ herrer!

 

Tags from the story
Written By

Jeg er fra Amager, cand. mag. i dansk fra Københavns Universitet, og lidt af en musiknørd. Har en forkærlighed for den hårdere rock og metal, men elsker også meget af musikken fra 1960'erne, og har desuden formået at få lidt electronica sneget ind i den stødt voksende albumsamling.