NoSound: A Sense of Loss

cover-nosound-asenseofloss-2009-300x300

NoSound er et af de bands, jeg så længe bare gerne har villet synes godt om. Deres kendetegn ligger alle i plus-kategorien: Eksperimenterende, sfærisk, velproduceret, iørefaldende, lækkert artwork. Og signet til KScope, det legendariske Snapper-datterselskab.

NoSounds forrige plader gør heller ingen fortræd; Det er behagelig baggrundsmusik, og der er ingen der begynder at ryste på hovedet når det kommer på. Min anke har altid været at de hurtigt blev lidt kedelige og anonyme. Derfor har jeg aldrig hørt en NoSound plade som jeg har haft lyst til at sætte på igen og igen.

Desværre tager NoSounds nyeste, A Sense of Loss, ikke bandet udover deres egne begrænsninger. Jeg havde sat mig for denne gang at ofre nogle gennemlytninger og virkelig forsøge at komme ind i pladsen. Og som altid er de første 5-10 minutter en fornøjelse. Men derefter bliver det kedeligt og forudsigeligt. Jeg kan helt konkret ikke kende numrene fra hinanden, og derfor flyder pladens 6 skæringer bare sammen i en grød. En vellydende grød, men ikke en særlig spændende grød. Øllebrød med flødeskum på – nærende ingredienser transformeret til tomme kalorier.

Jeg vil sætte pladen ind på hylden sammen med de andre NoSound plader, klar til at blive taget frem igen sammen med de andre plader af forskellige bande, som jeg forestiller mig at jeg en dag ”genopdager”. Men lige nu – i dette ærlige øjeblik – ved jeg godt at det nok ikke sker. Når jeg bliver gammel og tænker at det er tid til at høre noget fra ”dengang”, vil jeg bladre forbi den og finde noget andet spacerock med lidt mere kant.

Tags from the story
, ,

Skriv et svar