Nr. 1 – Nirvana: Nevermind

90’ernes 30 bedste albums: #1

Nirvanas andet album, Nevermind, ændrede musikverdenen. Den alternative rock fandt pludselig vej til mainstream, alverdens hitlister og heavy rotation på MTV i bedste sendetid ført an af videoen til ”Smells Like Teen Spirit”, der skiftevis klippede mellem band, cheerleaders og ikke mindst begejstrede fans, der ender med at danse som man skulle til den slags musik. Cobains idé i øvrigt. Nummeret kan de fleste i dag genkende allerede ved de indledende guitarakkorder, og med tekststykket ”Here we are now / entertain us” ramte det tidsånden bedre end bandet og især Kurt Cobain havde håbet. For selvom Cobain havde drømt om at blive berømt, havde han svært ved at håndtere berømmelsen da den ramte ham så hårdt at den til sidst endte med at tage livet af ham.

Nirvana fik ikke den store succes med debuten Bleach (1989), men efter et skifte fra det idealistiske og uafhængige pladeselskab Sup Pop til multinationale Geffen tog tingene fart. Nirvana var påbegyndt indspilningen af det kommende album, der foreløbigt gik under navnet Sheep, allerede mens de var tilknyttet Sub Pop. Butch Vig havde siddet i producerstolen, men efter at Cobain havde beskadiget sin stemme under optagelserne af ”Lithium” blev indspilningerne stoppet for en tid. Da de blev genoptaget var det med Geffen som pladeselskab. Butch Vig blev igen hevet ind som producer, og den energiske og hårdt slående trommeslager Dave Grohl havde fået fast plads bag trommesættet i stedet for Chad Channing. Det setup skulle vise sig at være perfekt.

Nevermind rykkede Nirvana sig fra Bleach’ metalliske lyd, til en mere lyttervenlig og melodisk. Det lykkedes til fulde, for selvom albummet emmer af ungdommelig energi og her kommer jeg attitude, så er det tydeligt, at fokus ikke ligger på at skeje ud, men derimod på at lade den gode melodi træde frem i uforfalsket form. Netop de gode, simple og tidløse melodier er en af grundene til at albummet holder den dag i dag. Melodierne er tydeligvis blevet prioriteter i sangene, der ofte er bygget op med et stille vers, et eksplosivt omkvæd og en catchy guitar spillet af Cobain, der ikke kaster sig ud i ekvilibristiske soloer, men ganske enkelt følger vokalen. Blandingen gør, at man sidder tilbage med følelsen af, at man ikke ved om det var metal, punk eller pop, der ramte én. Godt man har betegnelsen grunge, der betyder noget i stil med møg eller skidt og som langt hen ad vejen beskriver Nirvana ganske godt.

“Smells Like Teen Spirit” og ”Come As You Are” var instant classics og havde albummet ikke indeholdt andre gode numre var Nirvana nok blevet store alligevel. Men sandheden er, at Nevermind ikke består af andet end gode numre. Ikke et eneste overflødigt nummer er der på albummet og det i sig selv er en præstation som ikke mange bands kan gøre efter. Der er ”In Bloom”, der har lidt af det samme drive som ”Come As You Are”, der er punknummeret ”Territorial Pissings”, der er den selvbiografiske akustiske ”Something in the Way” og den ligeledes akustiske ”Polly”, der siden er blevet fortolket af bl.a. Animal Collective. Der er den poppede ”On a Plain”, der er ”Lithium”, som Cobain ødelagde sin stemme på (og man forstår hvorfor), der er den metalliske ”Stay Away”, der er ”Drain You”, som er en kærlighedssang Cobain style: ”It is now my duty to completely drain you”. Og så er der selvfølgelig albummets tredje single ”Lithium”, der er lidt af et lærestykke i essensen af Nirvana anno Nevermind. Verset bygges langsomt op og først ved det voldsomme og melodiske omkvæd distortes den indtil da rene guitarlyd. Som lytter bestemmer man selv, om man vil synge med eller hoppe vildt omkring.

Cobain beklagede sig senere over produktionen på Nevermind, der efter hans mening var blevet for pæn, men samtidig udtalte han, at han med ”Smells Like Teen Spirit” havde forsøgt at skrive den ultimative popsang. Den Steve Albini producerede efterfølger In Utero blev da også en mere skramlet sag med en mere rå lyd, der forsøgte at lægge afstand til bandets ophøjelse. Teksterne kredsede om tvivl og særligt ”Rape Me”, der benytter samme guitarfigur som ”Smells Like Teen Spirit” handlede om Cobains følelse af at være blevet voldtaget af musikindustrien. Fans frygtede at Steve Albini ville gøre In Utero til en for glat og velpoleret affære. Det blev det dog langtfra, og pladeselskabet var nødt til at kalde producer Scott Litt ind for at slibe nogen af kanterne af før albummet endelig var klar til udgivelse i 1993.

Nevermind lå i begyndelsen af 1992 i toppen af hitlisterne i både USA og England, og Geffen havde svært ved at følge med efterspørgslen. Nevermind, der siden udgivelsen er blevet solgt i mere end 26 millioner eksemplarer, åbnede for alvor pladeselskabernes øjne for, at der lå en masse hidtil uudnyttet potentiale i den alternative rock. En dør var blevet sparket ind, og da grungen var på vej retur i 1994 var bands som Green Day og The Offspring klar til at træde ind af den. Sidstnævnte endda i selskab med det lille uafhængige pladeselskab Epitaph, hvilket var uhørt dengang. Nirvana havde givet håbefulde bands og pladeselskaber noget at have deres håb i.



Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

3 kommentarer

  • Personligt er jeg langt gladere for det R.E.M. leverede i 80erne (særligt de to første!) end det de siden har udgivet.

    Men jeg er enig med dig i, Anders, at “Automatic for the People” snildt kunne have været med på listen. Et flot comeback ovenpå den den kedelige og poppede “Out of Time”, der dog uden tvivl har fyldt bankkontoen godt og grundigt op med dollars. Jeg kan desværre ikke huske hvor Automatic-albummet havnede i vores afstemning.

  • Ja, R.E.M. kunne godt have vaeret med… Men så var listen åbenbart ikke helt så forudsigelig alligevel :-) Skulle der blive lavet en liste over 80erne vil jeg mene der er 3-4 oplagte R.E.M. albums at vaelge imellem.

  • Oplagt valg til nr. 1.

    Personligt kan det godt ærgre mig, at listen går helt uden om R.E.M.’s “Automatic for the People” – en af rockhistoriens allerbedste plader, hvis man spørger mig – men det er jo heller ikke mig, der har udvalgt pladerne.

Skriv et svar