Nr. 1: The Cure: Disintegration

cover-TheCure-Disintegration-1989-300x300

80’ernes 30 bedste albums: #1

Nogle gange skal man gøre det stik modsatte af, hvad folk ellers forventer, for at gøre det helt rigtige. Opskriften på The Cure’s Disintegration er i høj grad det stik modsatte af, hvordan man skruer en succes sammen – en dystopisk og inadskuende samling af triste sange, der stort set alle handler om savn, død og livets meningsløshed. Men måske er det netop, fordi albummets præmis er så ren og simpel, at den appellerer så bredt.

Efter at have etableret sig gennem firserne som både mørkemestre med messende albums som Faith og Pornography, samt med perfekte, fjollede popsange som “Let’s go to Bed” og “Why Can’t I be You?”, var The Cure’s popularitet ved at stige mastermind og bandleder Robert Smith til hovedet. I en alder af 29 år, i sin første midtvejskrise – og vel vidende, at de fleste af de musikere, han beundrede, alle havde nået deres kunstneriske højdepunkt, inden de var fyldt tredive år – var desperationen ved at melde sig.

The Cure havde de sidste par år virket som et team eller nærmest en familie, hvor intet kunne gå galt, men nu var dette billede så småt begyndt at krakelere. Indtagelsen af rigelige mængder alkohol med mere var efterhånden begyndt at sætte sine spor hos bandmedlemmerne, hvor tømmermænd og nedtur efterhånden ikke kunne afværges. Som konsekvens lukkede Robert Smith sig fuldstændigt ind i sig selv og sin musik i sådan en grad, at han stort set ikke længere talte til de andre medlemmer. Resultatet blev det dystre, langsomme og messende album Disintegration.

Efter indledningens efterhånden meget velkendte – og i livesammenhænge genkendelige – vindspil oversvømmes man af en tsunami af følelser når åbningsnummeret “Plainsong” bryder ud. Sangen sætter standarden for de næste knap 80 minutter med et langsomt tempo, fyldige og flydende keyboards og mørke bas-temaer. Vokalen er træt og trist, og teksten indeholder ikke meget varme – derimod kulde og død.

I den efterfølgende sang “Pictures of You” er det kærligheden, der giver smerte og afsavn til en forsvunden tid og pigen, du aldrig nåede at få sagt det rigtige til, for at gøre hende din. Og sådan lader pladen til at levere stof nok til enhver teenagedepression i mange år fremover, indtil det hele kulminerer til sidst med titel-nummeret og det efterfølgende efterspil “Untitled”.

Det ene meditative og selvransagende højdepunkt efterfølger det andet, hvor de store følelser i ensomhedens regnvejr får frit spil. Af de mere lette sange stikker “Lullaby” ud – men kun overfladisk, for sangens underfundige og nærmest ondskabsfulde humor er barndomsmareridtet om, at alt det du frygter skal blive til virkelighed, mens du sover.

Albummet er gennemgående melankolsk, men ikke uden et lille håb. Robert Smiths bryllupsgave til sin kæreste, som han giftede sig med et par år forinden, “Lovesong” er en simpel og ubetinget endeløs kærlighedserklæring. En tekst og melodi, der skærer essensen helt ind til benet med følelsen af, at hvis alt andet går galt, så har man trods alt den eneste ene at støtte sig op af.

Man kan godt følge pladeselskabets bekymring om, at Disintegration ville være kommercielt harakiri, for på papiret ser et album fyldt med introverte sange om ensomhed, afsavn, død og ulykkelig kærlighed ikke ud til at være en sællert. Ikke desto mindre er det netop denne rendyrkede og keyboard-indsvøbte lamentering, der gør, at albummet taler direkte til teenagehjertet i de fleste.

Og hvem ville ellers kunne gøre det, hvis ikke den evige teenager Robert Smith med ensemble skulle? Albummet står ikke bare som en kunstnerisk kulmination på bandets ”unge år”, men også fra at opsummere 80’ernes kompakte rendyrkede sortsyn til at pege fremad imod de fragmenterede 90’ere, hvor alt disintegrerer.

Tags from the story
,