Nr. 10 – Depeche Mode: Black Celebration

cover-DepecheMode-BlackCelebration-1986-300x300

80’ernes 30 bedste albums: #10

Engelske Depeche Mode fra Basildon, er et af de bands der har været så grueligt meget igennem og skiftet deres udtryk flere gange fra mainstream elektronisk pop til mørk industrial synth pop for så til stadion synth rock. Det er også en gruppe der kan sætte flueben ud for flere vigtige bedrifter, som har gjort dem til et foregangsnavn for mange senere bands, der har søgt de mere mørke sider af livet med storladen elektronisk pop som lydspor.

Mange bands druknede i 80’erne med deres glade discolyd med Stoct Atkin Waterman (SAW) i front som producerer. Men Depeche Mode kunne noget mere og anderledes, og efter debuten Speak And Spell (1981) ændrede de lyden af synth pop og indtog stadions med deres mørke storladne elektroniske pop/rock. Black Celebration fra 1986 var en af hjørnestenene i denne succes.

Medlemmerne Dave Gahan, Martin Gore og Andy Fletcher har været i et heftigt stofmisbrug, og især forsanger Gahan var på et tidspunkt døden nær på grund af denne højrisikable uvane. Læg dertil at bandet både har oplevet store nedture og ligeså eklatante opture med deres musik. Altså er historien bag Depeche Mode næsten som et eventyr, hvor ridderen (Dave Gahan) til sidst overvinder dragen (stofmisbruget) og får prinsessen (anderkendelse og berømmelse). Deres stemningsmættede lydlandskaber har altid fortalt bandets personlige historie, og denne gruppe fra Basildon er et glimrende eksempel på medaljens lyse og mørke sider. Så ikke kun musikken, men også fortællingen bag Depeche Mode er yderst fascinerende

Jeg kan ikke undsige mig at være kæmpe fan af Depeche Mode og er derfor partisk. Derfor kan jeg kun rose næsten alle deres albums, dog står nogen plader mere i øjnene end andre. En af de plader er Black Celebration.

Efter de to albums Construction Time Again (1983) og Some Great Reward (1984) der tegnede et mere mørkt og metalklingende band, kom Black Celebration med en meget mere atmosfærisk og melodisk tilgang til musikken. Noget jeg mener betød en opblomstring for en lyd, der måske var blevet lige for industriel. Faktum er hvert fald, at Black Celebration blev en plade som mange definerer som et af 80’ernes vigtigste udgivelser, hvad jeg kun kan give dem ret i. For med sange som “Fly On The Widescreen – Final”, “A Question Of Time” og “Stripped” må man tage hatten af for Gahan og Gore.

Første smag man fik på Black Celebration, var singlen “Stripped” der som sagt tegnede en mere melodiøs og mørk lyd. Med massiv synth, dystre keys, signifikante guitar akkorder og metalrør, var lydbilledet varieret og fængende, mens lyrikken havde seksuelle undertoner: “let me see you stripped down to your bones”. En kombination som mangt et Depeche Mode nummer er bygget på, men som også er recepten på deres berømmelse og rolle i musikhistorien.

Teksterne kredser på Black Celebration meget om det personlige, hvilket klart kan høres på alle dets numre. Både det sorgfulde (“Sometimes”), begæret (“A Question Of Time”), forelskelsen (“New Dress”) og pessimismen (“Black Celebration”). Denne behandling af alle menneskets følelser har altid været et kvalitetsmærke for Depeche Mode, og noget som de mestrer.

Black Celebration er Depeche Mode’s måde at sætte toner på kontrasten mellem 80’ernes glade øjeblikke og dens sorte stunder, og især titelnumret indkapsler meget godt, hvad deres budskab er: “to celebrate the fact that we see the back of another lack day”. En fejring af livets elendigheder og begærets syndige lyster, noget som Depeche Mode altid har været garant for.

Tags from the story

Skriv et svar