Nr. 11 – Michael Jackson: Bad

cover-MichaelJackson-Bad-1987-300x300

80’ernes 30 bedste albums: #11

Året var 1987. Michael Jackson nærmede sig de 30 år, var blevet lidt lysere i huden og han var allerede en gigantisk succes. Han havde sprængt flere rekorder med Thriller fem år tidligere, så forventningspresset var stort op til udgivelsen af Bad, som var hans tredje album hos de store Epic Records med Quincy Jones som producer..

Fra primært at have leveret post-disco og R&B var Michael Jackson nu gået over til mere rendyrket pop, hvilket uden tvivl passede bedre ind i senfirserne. Antallet af hit-singler på Bad, var nærmest uhørt. Ni ud af de elleve skæringer var singler, der alle gjorde sig godt på hitlisterne. De ni hits havde en styrke og en holdbarhed, som har gjort dem nærmest tidløse, og med mindre man har levet på en anden planet, vil ethvert voksent menneske kende hvert enkelt af dem i dag. Det startede med et brag, da både ”I Just Can’t Stop Loving You” og ”Bad” strøg til tops på Billboard Hot 100 allerede som forløbere til albummet. Når Jackson så senere fra samme album kunne give os stærke singler som ”Man In The Mirror”, ”Dirty Diana” og ”Smooth Criminal”, som vel alle kan anses som små Michael Jackson klassikere, er man ikke i tvivl om, at man har at gøre med et album med et utroligt højt niveau.

Nok skrev Michael Jackson stort set alle sangene på Bad, men han havde stadig flere hjælpende hænder med på pladen. Quincy Jones styrede igen produktionen, og sammen fik de skabt en mere skarp og rendyrket pop-produktion uden overflødigt fyld. Virkemidlerne var effektive – tænk bare på de svedige basgange på ”Bad” og ”Smooth Criminal”. Stevie Wonder sang duet på ”Just Good Friends”. Den nærmest karikerede glamrock-guitarist Steve Stevens (Billy Idol m.fl.) lagde spade til ”Dirty Diana”. Martin Scorsese instruerede kortfilmen ”Bad” (hvor en ung Wesley Snipes i øvrigt havde en fremtrædende rolle) – en film der lagde rammen om en udvidet version af musikvideoen til ”Bad”.

Albummet satte flere ting i gang. Hans ”Bad Tour” i 1988 var hans første som hovednavn. Turnéen var sponsoreret af Pepsi, varede 16 måneder og indeholdt 123 koncerter og gav Michael Jackson fire pladser i Guinness Rekordbog. I den fantasifulde musicalfilm Moonwalker fra 1988 iscenesatte Michael Jackson sig selv i de meget specielle musikvideoer til ”Smooth Criminal”, ”Bad”, ”Man in the Mirror” og “Leave Me Alone”. Han var blevet en showmand, og hans stjernestatus nåede nye højder. Han lod sig efterhånden også mærke af den enorme og fanatiske fanskare han havde, og han udtalte på denne tid, at det var ved at drive ham til vanvid, at fans og medier åbenbart ville gøre alt for at komme i nærheden af ham

Bad bestod Michael Jackson for alvor sin svendeprøve og cementerede sin status som en etableret solokunstner. Han havde hidtil været en ung og talentfuld kunstner, men nu trådte han for alvor ind i popmusikkens voksne rækker. Genremæssigt løsrev han sig endegyldigt fra 70erne, satte sig solidt på 80erne og tog et af de største skridt mod at blive poppens konge.

Tags from the story
,