Nr. 12 – Slayer: Reign In Blood

cover-Slayer-ReignInBlood-1986-300x300

80’ernes 30 bedste albums: #12

De er blevet kaldt det ’tungeste’, det ’ondeste’ og det mest banebrydende thrashmetalband gennem tiderne, og guitaristerne Kerry King og Jeff Hanemann er kåret som nogle af de bedste guitarsolister inden for metalmusikken. Ligeledes er Lombardo på trommer udråbt som ’the Godfather of Double Bass’ med henvisning til hans eminente og ekstremt kraftfulde brug af to stortrommmer med dobbelt fodpedal. Bandets efterhånden 32 år lange karriere har budt på et væld af thrash-klassikere, og der er næppe noget band som Slayer, der har inspireret ligesindede. De er ubetinget kongerne inden for thrashmetal, og deres konstante og kompromisløse eksekvering af det ypperste inden for denne genre, vil med sikkerhed stå tilbage som historiske milepæle for eftertiden.

Blandt disse milepæle er der især ét album, der skiller sig ud, både i form af et mindre stilskifte i den hidtidige produktion og på grund af en uhørt kompromisløshed og en djævelsk gennemført brutalitet, der satte nye standarder for, hvordan heavy metal kunne udvikle sig. Reign In Blood er bandets tredje studiealbum og kom i ’86, hvor tidens heavyrock blev mere og mere sammenblandet med punkens energi og med okkultismens besværgelser om satan og helvede. Til forskel fra de tidligere Show No Mercy og Hell Awaits blev tempoet skruet ned på Reign In Blood, og en art melodiøs effekt indfandt sig, samtidig med at der blev skruet op for retorikken, der både omhandlede nazisternes udryddelseslejre, og Joseph Mengeles forsøg med mennesker i nummeret ”Angel Of Death” samt en grafisk artwork på omslaget, der signalerede ultimativ dødsfiksering og dyrkelse af de mørke kræfter.

Det var også Rick Rubin, der sad bag knapperne til dette album, hvilket har været en medvirkende årsag til, at numrene fik en større tyngde, og at fokus ikke længere var på de tidligere mere komplekse og hurtige numre, der indeholdt mange tekniske skift undervejs. Nu blev stilen nedstemt, tung som dampende muld og allerhelvedes mørk som Fanden selv. Slayer er også selv flere gange vendt tilbage til netop dette album og har spillet numre derfra, og albummet i dets fulde længde. Der er ingen tvivl om, at både Slayer, kritikere og fans vil pege på Reign In Blood som et mesterværk, der først og fremmest eksisterer i sin egen ret, hvor de efterfølgende i høj grad tog afstik i den nye, tunge lyd og byggede videre på netop dette album.

Mange af Slayers koncerter slutter også med ”Raining Blood”, og bandet har endda optrådt live, hvor de har stået på scenen, samtidig med, at de blev badet i teaterblod. Infantilt, måske, og en smule primitivt, ja, men når det bliver udført af Slayer, virker det troværdigt og skræmmende – selv i dag, næsten 30 år efter albummet blev indspillet. Og det er måske Slayers største bedrift, udover en lang perlerække af metalklassikere, at de holder kadencen og på ingen måder har solgt ud siden numre som ”Necrophobic”, ”Alter Of Sacrifice”, ”Criminally Insane” og ”Postmortem” bragede ud af højttalerne i mange skumle kælderrum.

Tags from the story