Nr. 13 – The Jesus And Mary Chain: Psycho Candy

cover-TheJesusAndMaryChain-PsychoCandy-1985-300x300

80’ernes 30 bedste albums: #13

Er du nogensinde, kære læser, stoppet op, når du har hørt et nyt band og tænkt: ”Hold da kæft, jeg var slet ikke klar over, at man kunne spille musik på denne måde!” Sådan tænkte jeg, første gang jeg hørte de to skotske brødre, Jim og William Reids, debutalbum Psycho Candy fra ’85. Dette album repræsenterer et af de få helt unikke øjeblikke i min oplevelse af musik, hvor mine grænser blev ændret på et splitsekund, og jeg blev tvunget til at redefinere, hvad der rent faktisk var muligt at skabe af lyd på traditionelle instrumenter.

The Jesus And Mary Chain startede i den grad ud som et undergrundsprojekt. Faktisk troppede de op til allerede annoncerede koncerter og gav sig ud for at være det ekstra opvarmningsband og fyrede nogle hyperkorte set af, inden de blev gennemskuet og smidt på porten igen. Ikke desto mindre voksede interessen for den larmende støjrock, og brødrene var også gode til at skabe opmærksomhed omkring deres liveoptræden, hvor koncerterne ofte endte med slagsmål. Vold og aggressivitet blev i en periode knyttet så meget sammen med bandet, at publikum først og fremmest dukkede op for at slås, mere end for at høre musikken. Men JAMC fik styr på temperamentet og fik kanaliseret deres indre vrede ind i musikken i en sådan grad, at den nærmest eksploderede på deres debutalbum.

Psycho Candy lægger ud med nummeret ”Just Like Honey”, der også blev det mest spillede nummer i radioerne og det tætteste, man kom et regulært hit. Nummeret er afdæmpet med en blød og rumlig klang over sig, men allerede på det efterfølgende ”The Living End” eksploderer lydbilledet med massive feedbacks og kaskader af distortion fra de ekstreme guitarsløjfer. Da jeg første gang hørte denne tsunami af støj vælte ind over mit uskyldsrene hoved, blev jeg i bogstaveligste forstand hylet ud af den. Jeg anede ikke, at man kunne få en guitar til at fylde så meget, samtidig med, at musikken på ingen måder var hverken heavy eller punket, som jo immervæk var de to fremherskende stilarter på den alternative scene i firserne. Derimod er der på Psycho Candy melodier, der i høj grad er inspireret af Beach Boys og den refrænbaserede sing-along-genre. Men når indpakningen pludselig bliver infernalsk støj og overstyret feedback, bryder man mildest talt med de normale rammer for, hvordan musikken burde lyde. Og det er her JAMC er geniale, og fortjener deres plads på denne liste! De formåede at sprænge rammerne for, hvordan garagerock kunne spilles, samtidig med at de eksekverede en arrogant shoegazer-stil, der ikke står tilbage for, hvad en hel generation af britiske poprockkunstnere har udført dekader senere.

Albummets klimaks kommer med nummeret ”In a Hole”, hvor man ikke føler, der er plads til mere støj i ens hoved. Man er fyldt til bristepunktet, og musikken bliver fysisk i en sådan grad, at det den dag i dag stadig kan overraske, at de to brødre selv kunne rumme det, uden at gå mentalt til grunde.

Muligvis som konsekvens af den kompromisløshed, der findes på Psycho Candy, blev det efterfølgende album, Darklands, nærmest semiakustisk og stort set uden forvrængning. Målt på helt andre kriterier et lige så sublimt album som Psycho Candy, og med en radikalt anderledes tilgang, der viste sig at være konstruktiv og fremadrettet, så det hele ikke endte i anarki. At lave en opfølger til Psycho Candy med samme element af ukontrolleret støj, ville simpelthen ikke være muligt. Og på den måde er albummet den dag i dag en milepæl for, hvad det er muligt at skabe på ren energi og kontrolleret vildskab.

Støj og stilhed; de to grundliggende modpoler i musik!

Tags from the story