Nr. 15 – Red Hot Chili Peppers: Blood Sugar Sex Magik

90’ernes 30 bedste albums: #15

Red Hot Chili Peppers’ første 3 plader fik ikke meget opmærksomhed uden for inderkredsen i Californien. Det var først med Mother’s Milk fra 1989, at bandet fik kommerciel opmærksomhed med singler som “Higher Ground” og “Knock Me Down”. Efter den plade skiftede chilipebrene pladeselskab og fik  Rick Rubin til at producere Blood Sugar Sex Magik, efter han blot et par albums tidligere havde afslået et tilbud om at producere The Uplift Mofo Party Plan. Begge dele viste sig for RHCP at være et varigt skifte, for de har hverken skiftet pladeselskab eller producer på nogen af de efterfølgende albums.

Rubin tog bandet med til den afdøde tryllekunstner Harry Houdinis hus, hvor de indspillede albummet. Om det var magien omkring huset eller de mange stoffer i bandet, der gav det gode resultat er uvist, men faktum er, at Kiedis netop var kommet ud af rehab, og de andre medlemmer skiftevis var påvirkede af forskellige stoffer under indspilningerne.

Resultatet blev, at Blood Sugar Sex Magik er spækket med energi: Der fyres op med funk, rap, muskler, tatoveringer og en spillestil, hvor kombinationen af firkløveret Kiedis, Flea, Frusciante og Smith er så eksplosiv en cocktail, at man bliver blæst bagover.

Første single fra albummet var “Give It Away”. Et nummer, der idag er en klassiker inden for genren og en opvisning i både ind-til-benet musik og et overflødighedshorn af rockede guitarsoloer, ekstremt funky bas og et supertight trommebeat. Et nummer, der i dag stadig efterlignes til pinlighed på efterskoler og højskoler landet over, fordi det bare er så fedt, men også særdeles svært at få til at lyde rigtig godt.

Dette skyldes nok, at bandet på hele pladen spiller virkelig godt sammen. Alene er medlemmerne hver især kompetente musikere, men når de er sammen i RHCP gør de hinanden større end mængden af deres samlede kompetencer.

Den stabile og meget straight up rytme Chad Smith laver på trommerne giver Flea og Frusciante rig mulighed for at udforske hver deres instrument. Frusciante når både over de fløjlsbløde Hendrix-inspirerede toner på indledningen til “Under the Bridge”, hen over ultrafunky rytmeguitar på “If You Have To Ask” og giver den også som solid rockguitarist på “Give It Away” (endda med solo, der afspilles baglæns). Det er en fryd at lytte til hans ubekymrede og nonchalant guitarsoloer i sammenspil med Fleas ypperlige og meget komplekse bas-spil, der modsat mange andre bassister, ofte gør brug af hele gribebrættet.

Det lå ellers ikke lige i kortene, at denne plade skulle have et stærkt sammenspil. Inden Blood Sugar Sex Magik havde bandet haft en omskiftelig tilværelse, hvor den tidligere guitarist Hillel Slovak døde af en overdosis, hvilket ledte til trommeslager Jack Irons’ afgang (til Pearl Jam, hvor han sidenhen også droppede ud) og derfor en del frustrationer for de to tilbageværende stiftere.

På pladen veksler Kiedis’ vokal mellem rap og sang, og hans lyse stemme harmonerer godt ovenpå den cleane og crispe lyd fra trommerne og det komplekse modspil fra de andre instrumenter. Denne cleane ’sound’ var et af Rick Rubins tiltag. Hans vision var at gå væk fra effekterne og de mere heavy guitarer, og at udtrykke en mere analog og ren lyd uden for mange effekter. Dette er også tilfældet på de mere stille numre “I Could Have Lied” og “Under The Bridge”, hvor Kiedis synger med nærvær og indlevelse.

I teksterne er Anthony Kiedis næsten kun besat af en ting: sex! Det kommer tydeligst til udtryk i den sveddryppende “Sir Psycho Sexy”, hvor titelpersonen bl.a. bliver stoppet af en kvindelig politibetjent, som han ikke kan holde fingrene fra. Den anden ting, der også springer i øjnene ved teksterne er de meget fjollede rim, som nærmest blot er sat sammen for at kunne give rappet et ordentligt flow, som fx i “If You Have To Ask”. Man tilgiver dog den fjollede lyrik, for musikken kan bære den, og det er også med til at give chilipebrene deres musikalske attitude, der viser dem som en flok funky festaber.

Desværre kunne psyken ikke helt følge med pladens succes for Frusciante. Mens bandet var på tour, tog stofferne så meget over, at han til sidst blev smidt ud af bandet. Det skulle på næste album vise sig at have kæmpestor effekt, for selvom One Hot Minute har sine gode numre er det milevidt fra den kanon energiindsprøjtning af funk og rock, der findes på Blood Sugar Sex Magik. Hør bare den friskhed og smittende intensitet, der er på sammenspillet i outsidernumre som “Mellowship Slinky In B Major” eller “Apache Rose Peacock”, så ved man bundniveauet er højt på en plade, der indeholder ikke mindre end 17 skæringer.

Efter Blood Sugar Sex Magik rykkede RHCP op i rockbandenes superliga og har siden udgivet yderligere to fremragende albums som Californication og By The Way, men det ser ud til, at træerne ikke længere vokser ind i himlen, for med John Frusciantes andet exit fra bandet, har jeg svært ved at se nogen gylden fremtid for det flippede festband. Med Red Hot Chili Peppers lader det til, at det er én for alle og alle for én – eller ingenting.

Written By

Skribent på diskant.dk siden 2006. Elsker al mulig rytmisk musik, men har særlig forkærlighed for indie, alternative, post-rock, singer-songwriter, chillout, trip-hop og diverse electronica :-). Spiller selv en smule guitar og bruger ellers min tid på min familie, brætspil, volleyball og ølbrygning.

Skriv et svar