Nr. 15 – The Cure: Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me

cover-TheCure-KissMeKissMeKissMe-1987-300x300

80’ernes 30 bedste albums: #15

I de sene 70’ere opstod et band med Robert Smith som frontfigur. Bandet hed Easy Cure, og det skulle vise sig, at denne nye gruppe skulle blive et af de helt store navne inden for post-punk, new wave og gothic rock genren. Der skulle dog gå noget tid, før at bandet fra Crawley, England skulle fylde store stadions op.

Det hele startede tilbage i 1979 med debutalbummet Three Imagenary Boys, hvor især singlen ”Killing An Arab” vakte både furore og opmærksomhed. Robert Smith havde skiftet bandets navn til The Cure, og det viste sig ret hurtigt, at han var en meget excentrisk og karismatisk forsanger, og gruppens rolle på musikscenen begyndte så småt at hæve sig op fra mængden, af det ellers ret kendte felt af engelske musiknavne i 80’erne som Depeche Mode, Erasure, The Smiths og Elvis Costello.

Gennembruddet kom først for alvor i 1987 med det ret så fantastiske dobbeltalbum Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me der for alvor kanoniserede The Cure. Selvom Robert Smith gjorde sit med hvid sminke, spindelvævshår og sort eyeliner til at gøre The Cure mere gothagtig, blev denne periode fra 1987 – 1993 The Cure’s storhedstid, også for dem der ikke var emo, gik i udelukkende sort tøj, havde mundvigene hængende nedad og med edderkopper malet på kinderne (grundet hittet ”Lullaby” fra Disintegration 1989 hvor Robert synger om en edderkop).

Altså blev det lige pludselig hipt med Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me  at være depressiv, melankolsk, og sortsynet, dog med en kant af kærlighed som i sangen og et af de største hit ”Just Like Heaven” og nummeret ”How Beautiful You Are…”.  Faktisk blev den så populær, at pladen strøg op på en 6. plads på den britiske hitliste, en 35. plads på amerikanske Billboards og i top 10 i mange andre lande. Berømmelsen var skabt og Robert var nu frontmand for et band hvis golden age lige var begyndt.

The Cure var nemlig langt fra bare et gothband med hang til farven sort , og det beviste de med Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me, hvor en plade som Pornography fem år tidligere(1982) viste en helt anden og meget mørkere The Cure. Hør bare sangene ”Friday I’m In Love” (deres største hit til dato), ”Hey You!!!” (med saxofon!) og ”Catch” (meget tilbagelænet guitarpop).  Men The Cure havde da heldigvis ikke glemt deres pessimisme og avantgarde kompositioner, hvilket klart fremstår i nummeret ”Snakepit” der som skygger danser på ens nethinde med de flotteste og mest melodiske guitarfigurer.

Men det der for alvor projekterede gruppen fra Crawley op i bredformat, var Roberts sangskrivning og finesse for den gode og fængende melodi. Den dag i dag kan jeg stadig smile over, hvor genial sangene ”Torture”, ”Why Can’t I Be You” og ”The Kiss” er. Længe skal man lede efter så smukke melodiske forløb der ikke kan andet end at imponere. Sangskrivningen kommer også helt til sin ret i numrene ”If Only Tonight We Could Sleep” og ”Fight” hvor der bliver penslet med mange farver til malerier af både ængstelighed og modighed.

Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me  står derfor stadig for mig som et af The Cure’s hovedværker og som et bevis på Robert Smiths talent indenfor sangskrivning og komposition. Selv den dag i dag kan jeg ikke lade være med at savne et band ligesom The Cure, der virkelig formåede at favne både det poppede, rockede, avantgardistiske, udfordrende, tilgængelige, depressive, maniske, romantiske og sorgfulde i et og samme lydspor.

Jeg var så heldig at opleve The Cure på Orange Scene i 2012, hvilket var en kæmpe overraskelse. Man skulle tro at Robert og hans band var kørt trætte, og at deres alder havde indhentet dem, men der på en mark i Roskilde beviste de for mig, at de stadig havde noget at byde på, og især sangene fra Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me strålede ud mod nattehimlen. Selv her næsten 30 år efter deres gennembrud, blev jeg en dreng på bare 18 år, rørt af deres utrolig tidsløse sange der alligevel smager lidt af nostalgi og 80’er stemning

Skriv et svar