Nr. 18 – Nirvana: Bleach

cover-Nirvana-Bleach-1989-300x300

80’ernes 30 bedste albums: #18

Langt de fleste forbinder amerikanske Nirvana med sangene ”Come As You Are” og i særdeleshed kæmpehittet ”Smells Like Teen Spirit”, som begge stammer fra gennembrudsalbummet Nevermind fra 1991. Men før bandet blev verdensberømte havde de udgivet debuten Bleach, der aldrig blev, og heller ikke senere, er blevet helt så kendt som efterfølgeren, men derfor fortjener albummet i den grad stadig at blive anerkendt.

Der er mange forskelle på Nirvanas første og andet album, og grunden til at Bleach ikke ses som en klassiker på samme niveau som Nevermind findes i sangskrivningen: Det er en meget hårdere, aggressiv og til tider punket lyd, man finder på Nirvanas debut, hvilket ikke gør den så radiovenlig som Nevermind, men som i stedet gør den interessant på andre måder. Dog er nummeret ”About A Girl” kendt af de fleste, men ironisk nok blev sangen først kendt med bandets Unplugged in New York, et album, der udkom fem år efter debuten! Sangen præsenteres sågar også af Kurt Cobain på en måde, så man forstår, at han heller ikke mener, Bleach er kendt af publikum: ”This song is from our first record… Most people don’t know it.”

Men Bleach byder på meget andet end ”About A Girl”, som i øvrigt er det mest, ja nærmest eneste, nedtonede og stille nummer på albummet. Helt i modsætning dertil står fx åbningsnummeret ”Blew” med sin tonstunge bas. Her hører man bandet udfolde sig i det mørke hjørne, lydmæssigt såvel som tekstmæssigt, og det klæder dem. På andre numre får Cobain lov til at skrige mere igennem end de fleste sangere formår, bl.a. på den fænomenale ”School”, hvor ordene ”No recess!” bliver sunget og råbt på forskellig vis om og om igen. Ligeledes er både den vrede ”Negativ Creep” og den mere humoristiske ”Scoff” eksempler på den primitive og smadrede lyd, som Nirvana gjorde sig i, hvilket uden tvivl har lidt at gøre med at vi befinder os i 1989, hvor punkmiljøet stadig var en ganske stor del af musikscenen Verden over. Hvor produktionen på Nevermind var helt i top, er der på Bleach mere plads til dårlig opførsel og provokerende påfund, fx med linjen ”Yes I eat cow / I am not proud,” på den energiske ”Mr. Moustache”.

Sidst, men på ingen måde mindst, kan ”Big Cheese” ses som repræsentant for Nirvanas lyd i de tidlige år. Den har de dystre og tunge elementer, som ”Blew” også besidder, og selvom det netop er i sådanne sange, at Bleach fremstår allermest tidløst og spændende, er det sjældent sådanne numre, folk forbinder med Nirvana. Det er lidt ærgerligt, for på trods af at Nevermind har fortjent sin status som et af de bedste rockalbums af nyere tid, så har Bleach en fandenivoldskhed og charme, som er inspirerende og stadig relevant for rockmusikken i dag.

Tags from the story
,
Written By

Jeg er fra Amager, cand. mag. i dansk fra Københavns Universitet, og lidt af en musiknørd. Har en forkærlighed for den hårdere rock og metal, men elsker også meget af musikken fra 1960'erne, og har desuden formået at få lidt electronica sneget ind i den stødt voksende albumsamling.