Nr. 21 – At The Gates: Slaughter Of The Soul

90’ernes 30 bedste albums: #21

Inden du læser denne anmeldelse, må jeg lige komme med en indrømmelse. Det er uhyre svært for mig at være objektiv i mine skriverier om Slaughter Of The Soul, da denne plade har en helt særlig status hos mig. Der er nemlig ikke nogen tvivl: Slaughter Of The Soul er alle tiders allerbedste plade. Så når du læser denne anmeldelse er det nok en god oplysning at have in mente.

Den svenske metalscene og ikke mindst navne som Dark Tranquility, In Flames og At The Gates rykkede i midten af 90’erne lidt ved dødsmetallens lydbillede. Oldschool dødsmetal blev tilført mere melodi (deraf navnet melodeath), og da alle tre bands stammede fra Gøteborg talte man i tiden efter om den såkaldte Gøteborg-sound. For mange er At The Gates’ Slaughter Of The Soul den hellige gral inden for melodisk dødsmetal.

På de to første udgivelser The Red In The Sky Is Ours og With Fear I Kiss The Burning Darkness var fokus mere på en blanding af oldschool death og avantgarde metal. Der var masser af aparte rytmer og breaks, så i starten var At The Gates bestemt ikke særligt tilgængelige. På bandets tredje album Terminal Spirit Disease tog At The Gates en stor drejning rent sangskrivningsmæssigt, og nu var fokus i stedet på melodien. Desværre var der kun seks nye numre på pladen, da resten var live-versioner af gamle numre. Slaughter Of The Soul var det naturlige næste skridt, hvor bandet videreudviklede på den sti de havde betrådt med Terminal Spirit Disease: den perfekte kombination af melodi og groove.

Efter en kort industrial-inspireret intro hvor man hører elektronik og jern clashe, bliver ”Blinded By Fear” skudt i gang med en så enorm kraft, så det føles som om man er blevet ramt af et stort lastvognstog. Riffene er kontante og tempoet er skruet godt op.

På det efterfølgende titelnummer sættes sangen i gang med et enkelt ”Go!”, og dette ord beskriver musikken bedre end noget andet ord. Det handler nemlig bare om at komme ud over stepperne.

De første fire numre ””Blinded By Fear”, ”Slaughter Of The Soul”, ”Cold” og ”Under The Serpent Sun” holder et højt niveau rent energi-mæssigt, men også hvad angår groovefaktor. Og netop groove-faktoren, gør Slaughter Of The Soul til det perfekte køre-bil-album. Det er nemlig uhyre svært at undgå at trykke for hårdt på speederen, når det album sidder i cd-afspilleren.

Man kan nemt miste pusten mens man lytter til Slaughter Of The Soul på grund af tempoet og intensiteten i musikken, og derfor ligger instrumental-balladen ”Into The Dead Sky” også perfekt lige midt på tracklisten. En akustisk guitar, der senere bliver til to, suppleres yderligere af bas og trommer, og giver det nødvendige pusterum man har brug for inden man igen katapulteres af sted.

”Suicide Nation” startes med lyden af en pistol, der bliver ladt og netop den brutalitet afspejles også i resten af albummet. På de efterfølgende numre bliver riffene en smule hårdere, og mere kontante. Den sidste halvdel af Slaughter Of The Soul er ikke lige så catchy som den første del, selvom niveauet stadig er højt.

Instrumental-balladen ”The Flames Of The End” sørger heldigvis for at lytteren ikke bliver hængende i overhalingsbanen, men derimod kan lande stille og roligt efter en særdeles intens lytte-session.

Man kan mene hvad man vil om Thomas Lindbergs stemme, men det er svært at komme uden om at den er speciel. Det tog da også mig noget tid at acceptere den fuldt ud, men nu kunne jeg ikke forestille mig At The Gates uden. Lindbergs stemme er lige så nødvendig en bestanddel af musikken som de melodiske og groovy guitarer.

Slaughter Of The Soul har uden tvivl været en af de største sællerter for Earache Records, og den fortsætter åbenbart med at være det. For det engelske pladeselskab har adskillige gange genudgivet pladen – hver gang med nyt bonusmateriale. Det betyder at jeg efterhånden har en hel del versioner stående derhjemme, men hvis der er penge i lortet, kan man jo næppe fortænke Earache i det. Og at Slaughter Of The Soul stadig sælger så godt, vidner også om at der er tale om en helt speciel plade.

Hvordan ved man om der er tale om et mesterværk? Jeg overdriver ikke, når jeg påstår at have hørt Slaughter Of The Soul mere end 1000 gange, og at et album stadig i den grad kører i tung rotation på pladespilleren, cd-afspilleren og IPod’en 15 år efter udgivelsen, vidner om at der her er tale om en særdeles langtidsholdbar plade, der efter min mening retmæssigt fortjener prædikatet: ”Mesterværk”!

Tags from the story
Written By

Uddannet ved Filmvidenskab på Københavns Universitet. Arbejder deltids som producer i Filmbyen (Avedøre), underviser på en højskole og ernærer mig desuden som freelance kameramand, klipper og lydmand. Spiller bas i stoner-bandet Hjortene, men har spillet i alt fra black metal bands til rap-konstellationer. Jeg har en forkærlighed for al musik der har et højt indhold af energi, og så er jeg helt pjattet med vinyl! Lytter for tiden til: Fu Manchu, (International) Noise Conspiracy, TSOOL, JR Ewing, Hellacopters, Turbonegro, Mew, The Haunted, Spiritual Beggars

Skriv et svar