Nr. 22 – Iron Maiden: Seventh Son of a Seventh Son

cover-IronMaiden-SeventhSonofaSeventhSon-1988-300x300

80’ernes 30 bedste albums: #22

Under en turné i Polen i 1984 blev Bruce Dickinson filmet i en samtale med en keyboard-glad og beæret fan, hvor han måtte slå fast at “you can’t play heavy metal with synthesizers”. Den regel holdt kun et par år, for i 1986 skiftede Iron Maiden kurs på det ‘Blade Runner’ og sci-fi-inspirerede Somewhere in Time, hvor netop keyboards og guitar-synths udgjorde et bærende element i lydbilledet; en stærk kontrast til Powerslave-albummet fra 1984. Somewhere in Time anses blandt mange fans for lidt af en dark-horse i Maidens diskografi. Et album, der trods fine momenter, aldrig helt lykkedes. Men den musikalske retning og udvidelse af lydbilledet som de introducerede forblev intakt og på gruppens syvende udspil fra 1988, koncept-pladen Seventh Son of a Seventh Son gik alt op i en højere enhed. Det var gruppens absolut mest melodiske, helstøbte og ambitiøse album til dato og blev indspillet i München og produceret af gruppens faste producer, Martin Birch.

Titlen til pladen fandt bassisten Steve Harris efter at have læst bogen Seventh Son af Orson Scott Card, der omhandler myten om den syvende søn i en ubrudt række af drengebørn, hvis fader ligeledes er nummer syv i en lige række af drenge. Efter sigende er denne syvende knægt dømt til at besidde særlige magiske evner. Teksterne fik gruppen inspiration til fra bl.a. okkultisten Aleister Crowley hvis teorier især satte sine spor på “Moonchild”. Da det førende engelske ‘medium’ Doris Stokes døde, kunne Steve Harris ikke undlade at undre sig over, at hun ikke havde kunnet forudse sin egen død, som der hintes til i sangen “The Clairvoyant”. Seventh Son er således fyldt med referencer til reinkarnation, okkultisme, klarsyn og magiske ritualer. Plottet er til tider lidt vagt for et decideret koncept-album at være, men det vigtigste er, at numrene står udsædvanligt stærkt – både individuelt og i sammenhæng, hvor de fint danner rammen om historien.

Coveret blev kreeret af hoftegneren Derek Riggs i dennes måske fineste stund, hvor maskotten Eddie er afbilledet som en hudløs torso, der svæver over et islandskab med et dunkende hjerte i hånden. Coveret blev troværdigt genskabt som scenekulisse på den efterfølgende Maiden England turné, som bød på gigantiske væg-til-væg ‘isbjerge’ og et fantastisk lysshow som tilsammen placerede Iron Maiden som et af firsernes absolut hotteste livebands. Koncerten fra Birmingham N.E.C. blev filmet og efterfølgende udgivet på video.

Seventh Son of a Seventh Son røg direkte ind som nr. 1 i Storbritannien og kastede fire singler (inkl. “Infinite Dreams” som dog blev udgivet i en liveindspilning) af sig. Største hit blev “Can I Play With Madness” med en musikvideo hvor Graham Chapman fra Monty Python spillede sin sidste rolle inden sin død.

Det er svært at argumentere imod Iron Maidens fremragende præstationer på albummet. Hvad enten man er til den keyboard-drevne og melodiske sound eller ej, så indeholder albummet en række af karrierens største øjeblikke. Teksterne, guitarsoloen i “Infinite Dreams”, omkvædet i “The Clairvoyant”, introen til The Evil That Men Do, i “Moonchild” når keyboard-riffet og trommerne sætter ind, den akustiske guitar i slutningen af “The Prophecy” og ikke mindst de sidste to minutter af titelnummeret vil til altid kunne identificeres i denne skribents DNA-profil.

Seventh Son of a Seventh Son kan fejre 25 års jubilæum i år, og det er stadig et album, der refereres til, både af musikere og i musikpressen verden over. Albummet anses også for en væsentlig inspirationskilde til den europæiske power metal som for alvor fandt sin form i årene omkring udgivelsen. Albummet blev gruppens sidste plade i 1980’erne og den sidste med den klassiske besætning: Bruce Dickinson, Steve Harris, Dave Murray, Adrian Smith og Nicko McBrain. Hvad der efterfølgende skete er en anden historie, men efterfølgeren No Prayer For The Dying figurerer næppe på nogen lister over 90’ernes bedste plader.

Den igangværende Maiden England Tour rammer Europa til sommer og den tager sceneshowet op fra dengang. Det giver yngre fans muligheden for at opleve et af de mest legendariske sceneshows i gruppens karriere, for da Iron Maiden indtog Scandinavium i Gøteborg d. 1 oktober 1988, var der med garanti én 13-årig dreng til stede som den aften som fik en stor oplevelse indprentet på nethinden.