Nr. 24 – Alanis Morissette: Jagged Little Pill

90’ernes 30 bedste albums: #24

En 21-årig sangerinde fra Canada imponerede bestemt ikke alverdens anmeldere, da hun i 1995 udsendte sit første rockalbum. Ikke desto mindre begik hun et af de mest betydningsfulde albums i flere årtier, når det kommer til den feministiske rockmusik. Alanis Morissette blev med albummet Jagged Little Pill en decideret foregangskvinde, inspirator og bølgebryder for de følgende ti års enorme mængde af kvindelige artister med mod, hjerte, hjerne, holdninger og meninger.

Den bølge, som Morissette satte igang, var der ikke mange, der havde set komme, da den tidligere canadiske barnestjerne flyttede fra Ottawa til Toronto for at satse lidt ekstra på musikken. Et par år efter satte hun de nye standarder for, hvad en 21-årig kvinde kunne tillade sig på en scene, og hendes personlige, vedkommende og generationsbeskrivende tekster blev slugt råt over det meste af den vestlige verden – og både af medsøstre og af det modsatte køn.

Morissette turde sætte sine ønsker, tanker, følelser, frustrationer og vrede i ord og musik, og albummets stilmæssige svingninger fra det følsomme og pæne til det aldeles bistre og vrede, var med til at understrege sangerindens særegne ståsted. Tekstmæssigt brød Morissette med tidligere tiders forsmåethed, som ellers havde gennemsyret de kvindelige kunstnere, der ville gå i rette med deres liv og deres mænd. Nu var det ikke sorg og bitterhed – men derimod vrede og frustration, der fik overtaget.

”You Oughta Know”, ”Right Through You” og ”Forgiven” var de vredeste numre på albummet, og med bistand fra Dave Navarro og Flea på førstnævnte, var der her en bund og substans, der var med til at skubbe Morissette et ekstra stykke op på skalaen, når det kom til mod, personlighed og udtryksform.

Sangerindens ungdommelige evne til at sætte sig selv i centrum af sit eget liv, og hendes tilbøjelighed til at opfordre til at stille krav til sin omverden, blev udtrykt klarest på numre som ”All I Really Want”, ”Hand In My Pocket” og ”Head Over Feet”, hvor Morissette fremstod som den gadedrenge-agtige ungkvinde, der havde den rå attitude, der berettigede hende til at stille krav og stole mere på sig selv end nogen som helst anden.

Men der var også plads til den pænere side af Morissette, og de følsomme numre som ”Perfect” og ”Mary Jane” var med til at sætte et andet perspektiv på den vrede side af Morissette, og således var disse med til at gøre billedet af denne nye stærke personlighed langt mere nuanceret og totalt.

Albummets helt store hit – og hele grundlaget for den succes, som Morissette overraskede meningsdannere og anmeldere med – var dog hittet ”Ironic”, der summerede ganske godt op på alle de personlige sider, som Morisette viste på albummet. Lige fra den pæne pige til den mere energiske og vrede kvinde, der stillede sig foran de forvrængede guitarer og heftige trommer.

Anmeldere tager heldigvis af og til fejl. Og det samme gjorde Morissettes pladeselskab, der ventede et salg på en kvart million eksemplarer af Jagged Little Pill. Tallet blev 120 gange så højt – ca. 30 millioner – og anmeldernes bedømmelser, der i bedste fald omtalte Alanis Morissette som en forsmået ung kvinde, der ikke ville verden det store, men som blot brugte sin musik på at skrive sig gennem sine egne personlige problemer, viste sig at være helt forkerte.

Alanis Morissette endte som foregangskvinde for en hel generation af kvindelige personligheder, der stadig – 15 år senere – er dybt og grundlæggende funderet i den livs- og musikanskuelse, som Morissette stadfæstede i 1995. Selv har Morissette fundet nye veje, og det er al ære værd. For hendes egen vej er blevet samme vej, som tusinder af andre kunstnere har valgt. Men endnu er det svært at få øje på dem, der for alvor har opnået samme overrumplende succes og som på samme måde har givet et millionstort publikum noget, som de ikke anede at de manglede.

1 kommentar

Skriv et svar