Nr. 26 – Duran Duran: Arena

cover-DuranDuran-Arena-1984-300x300

80’ernes 30 bedste albums: #26

Det er det Orwell’ske år 1984 og verden er af lave. Efter senhalvfjerserne og startfirsernes oprør med etablissementet er luften efterhånden ved at være sivet ud af ballonen hos punkerne, der har erstattet fuckfingeren med en guldbajer og lever op til deres egen profeti om ‘No Future’. Margaret Thatcher har efter 5 år ved magten kørt Storbritannien i sænk og kan fremvise en rekordstor arbejdsløshed på 3,3 millioner mennesker. Og alt imens begivenheder som de nordengelske minearbejders strejke og faren for en altødelæggende atomkrig leverer materiale nok til årtiers politiske sange, så er tonerne, der bliver danset allermest til eskapisme, begær og skønhed.

Soundtracket leveres af fem unge fyre fra Birmingham, der med deres lettilgængelige, dansable og upolitiske popmusik synger sig ind i hjertet hos et utal af især kvindelige Generation X’ere, der hver især har deres egen personlige favorit blandt medlemmerne i drengebandet. Med 3 albums, 11 hitsingler i bagagen og en konstant rotation på den nyetablerede 24-timers musikvideokanal, MTV, turnerer bandet verden rundt non-stop foran det ene besvimende publikum efter det andet.

Kulminationen bliver til live-albummet Arena, samt ikke mindre end tre tilhørende film (en dokumentar om bandets turnéliv, en koncertfilm og en postmoderne semi-fiktionsfilm, hvor Milo O’Shea genoplivede den onde dr. Durand Durand fra Barbarella). Der er heller ikke sparet på pladecoveret, der udover det dobbelte omslag og en booklet kommer i hele seks eksemplarer – ét med hvert bandmedlem og et med det samlede band på frontcoveret. En overdådig multimedieudgivelse, der står i skærende kontrast til U2’s discount-livealbum Under a Blood Red Sky, fra året før, der med sin succes satte standarden for mange live-udgivelser på det tidspunkt.

Nogle ville måske mene, at indpakningen var vigtigere end det musikalske indhold i Duran Duran. Man kommer da heller ikke udenom bandets visuelle udtryk gennem deres afstikker fra Nyromantikernes tøjstil og de dengang banebrydende musikvideoer, der brød samtidens billige performancebaserede videoer og i stedet præsenterede bandet i uovertruffen æstetik ved at være optaget på 35mm film, helst på eksotiske locations, med bandet involveret i en lille minihandling, og gerne med letpåklædte modeller. Det visuelle var også en stor del af bandets koncerter, og bandet var et af de første til selv at medbringe storskærm og egen videoproduktionshold til koncerterne, så alle kunne få fornemmelsen af at være helt tæt på bandet.

Men ud over, at det visuelle udtryk hjælper med at danne vejen for bandet, så kommer man heller ikke udenom, at det er nogle fremragende, dansable og energifyldte sange, de leverer. Ydermere er bandet efter flere års konstant turnéren særdeles velspillende og sammenspillet. Roger Taylors trommer er intense og supertight – godt hjulpet af Raphael Dejesus på percussion, John Taylors bas er legende let for et instrument, der skulle levere bunden i lydbilledet, og Simon Le Bon synger med en energi og en pondus, så et svedbånd om hovedet nærmest er obligatorisk.

Arena er en live-plade, men ikke en sædvanlig en af slagsen. For det er hverken formålet at gengive musikken som den opleves af publikum, ej heller er det en 1:1 gengivelse af en særlig aften med tilhørende sætliste og ekstranumre – på trods af at pladens 48 minutters spilletid følger en klassisk koncertdramaturgisk opbygning med kraftfuld kick off med “Is There Something I Should Know?”, og de neddæmpede “Save a Prayer” og “The Chauffeur” inden det går løs med finalenumrene “Planet Earth” og “Careless Memories”, de to singleudspil fra bandets debutalbum.

Lydbilledet er komprimeret og klart, mens publikums skrig træder fuldstændig i baggrunden og må vige pladsen for de studie-overdubs, der garanteret er lavet i den efterfølgende produktion af pladen. Men det er også ligegyldigt, for musikken og sangen er ‘live’ nok og tilstrækkeligt tempofyldte til at energien i bandet når hele vejen ud til lytteren. Samtidig leverer Simon Le Bon’s kommentarer, som ”is anybody hungry?”, stof nok til smeltende hjerter på pigeværelserne eller efterligninger på drengeværelserne.

Dramaturgien og lydbilledet afbrydes ved sidste nummer på side 1, hvor pladens eneste studieindspilning, nye sang og singleudspil ”The Wild Boys” befinder sig. Med en markant anden produktion skiller sangen sig ud fra resten, hvilket gør, at det samlede indtryk af pladen bliver noget fragmenteret og inkonsekvent. Til gengæld er det et så fedt nummer med sin egen energi, at de alligevel slipper godt afsted med det.

Albummet blev det sidste album med de oprindelige fem medlemmer (indtil gendannelsen 20 år senere), og det står som et retrospektivt testamente over bandets fyrige karriere de første år. Og uden for megen leflen og hurtige succeser, så må megahits som ”Rio” og ”Girls on Film” vige pladsen for de mindre kendte albumtracks ”New Religion” og ”The Seventh Stranger”, hvilket bidrager til et mere nuanceret billede af bandet. Det er en dokumentation af et band på toppen – og et band i topform.

Tags from the story