Nr. 5 – Joy Division: Closer

cover-JoyDivision-Closer-1980-300x300

80’erne 30 bedste albums: #5

Musikhistorien har budt på flere tragiske dødsfald. Flystyrt, overdoser, drukning og skud har været blandt årsagerne, og fælles for de afdøde har været, at deres død har været chokerende og i en alt for ung alder. Ian Curtis’ selvmord blev d. 18. maj 1980 endnu et dødsfald, da han som kun 23-årig hængte sig i sit køkken i Macclesfield i England. Det var afslutningen på en alt for kort karriere for Ian Curtis og Joy Division, men samtidigt er det en oplagt måde at starte en fortælling om gruppens anden og sidste album, Closer, på.

Man kommer ikke uden om en mindre biografi af Ian Curtis, når man skal gå i dybden med Closer. Årene fra gruppens dannelse i 1976 frem til hans død var hektiske for Curtis. Han var lige blevet gift som kun 19-årig. Han fik konstateret svær epilepsi, kom på stærk medicin og fik senere konstateret en depression. Ian Curtis brændte på scenen, hvilket sås både i teksterne og ja…på scenen. Hans ekstatiske dans og hans slørede øjne, var ifølge ham selv hans måde at vise følelserne i teksten på scenen. Hans baritone stemme ledte tankerne mod Jim Morrison, og i både ord, musik og fremtoning så man en stor kunstnerisk personlighed, der var fyldt med weltschmerz og alt for skrøbelig til at rumme verden omkring ham – og verden ville så gerne rumme ham.

Closer var Joy Divisions andet album og udkom først efter Ian Curtis’ død. Med det i baghovedet forstærkedes de mange stemninger i teksterne og musikken. Pludselig blev desperationen i hans stemme og tekster meget virkelig. Der var noget intenst og nærmest hypnotisk over albummet. De ni skæringer strittede kompromisløst i alle mulige retninger, men Joy Division ramte den samme intense og nærmest omklamrende stemning gennem hele albummet. Det var en både dyster og depressiv post-punk uden meget håb.

Den lange ”Atrocity Exhibition” åbner Closer, og den er bestemt ingen let fordøjelig introduktion. Som på resten af pladen skal man glemme alt om vers og omkvæd og i stedet lade sig rive med af den konstante og nærmest berusende intensitet i musikken. ”This is the way. Step inside”, synger Ian Curtis, og fra det øjeblik er man i sandhed trådt indenfor i Joy Divisions univers. Fra den ene yderlighed til den anden hopper vi på albummet videre til den kortere og hurtigere ”Isolation”, hvor Curtis synger om dilemmaet ved isolationen: Det smukke i at finde sig selv og det mindst lige så grimme i at føle sig fremmedgjort. Intensiteten summer allerede nu, og den slipper ikke lytteren igen. Peter Hooks høje og dominerende bas giver sammen med Stephen Morris’ tørre og mange steder hurtige trommer sangende en dejligt uforudsigelig rytmebund, som man aldrig ved hvor ender.

Intensiteten får på ”Colony” og ”A Means to an End” følgeskab af Bernard Sumners nu mere markante guitar, og det er først på de afdæmpede ”The Eternal” og ”Decades”, at tempoet sættes ned, og her kan man nærmest se en svedig Ian Curtis stå på scenen og falde ned efter en følelsesmæssig kraftanstrengelse, som hans koncerter altid var. Curtis synger aldrig helt rent, men han synger som han skal, når hans budskaber skal ud.

På det der skulle blive Joy Divisions sidste album ved man aldrig helt hvor man bliver taget hen – heller ikke efter mange gennemlytninger. Alligevel er man grebet, og man følger med. Man følger en broget, farlig, opslidende og følelsesfuld vej sammen med Joy Division, og trods den til tider hårde tur, er den hele arbejdet værd.